Fortsæt til indhold

Paypal opjusterer og slår forventningerne

Amerikanske Paypal, som gør sig inden for betalingssystemer, har torsdag opjusteret sine forventninger til 2018, samtidig med at regnskabet for tredje kvartal vidnede om bedre indtjening end ventet.

Erhverv
/ritzau/FINANS

Paypal regner nu med et justeret overskud per aktie på 2,38 til 2,40 dollar i 2018, mens selskabet førhen havde lovet 2,32 til 2,35 dollar per aktie på bundlinjen. Den nye prognose er samtidig over det ventede på Wall Street, da konsensus for helåret ifølge Bloomberg News ligger på 2,34 dollar. I fjerde kvartal spår Paypal desuden en indtjening per aktie i intervallet 65 til 67 cent. Her er konsensus på 65 cent.

Også prognosen for omsætningen har fået et løft i bunden, da Paypal nu regner med en indtægt i intervallet 15,42 til 15,50 mia. dollar mod tidligere 15,30 til 15,50 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med 15,43 mia. dollar for hele 2018.

Betalingsselskabet kom gennem sit tredje kvartal med et justeret overskud per aktie på 58 cent, mens omsætningen landede på 3,68 mia. dollar. Analytikerne havde ifølge Bloomberg News regnet med en indtjening per aktie på 54 cent og en omsætning på 3,67 mia. dollar. Det højeste bud på indtjeningen i perioden lå på 57 cent per aktie.

Artiklens emner
PayPal