Erhverv

Facebook hyrer tidligere britisk topminister som ny PR-chef

Nick Clegg, der gennem fem år var britisk vicepremierminister, er blevet ansat som ny chef for global affairs og kommunikation i techgiganten Facebook.

Nick Clegg, tidligere leder af det britiske parti Liberal Democrats, skal være ny PR-chef for Facebook. Arkivfoto: Steve Parsons. Foto: Steve Parsons/AP

Facebook har ansat den tidligere britiske vicepremierminister og leder af Liberaldemokraterne, Nick Clegg, som ny chef for global affairs og kommunikation.

Det skriver det flere internationale og britiske medier, herunder Financial Times og Sky News.

51-årige Nick Clegg var leder af partiet Liberal Democrats fra 2007 til 2015, og han sad fra 2010 til 2015 på posten som vicepremierminister under den konservative premierminister David Cameron. Han starter i sin nye stilling på mandag.

Ifølge Sky News er det Facebooks grundlægger og topchef Mark Zuckerberg, der selv har været med til at lokke den tidligere britiske toppolitiker til Silicon Valley.

Facebook er i øjeblikket ramt af kritik fra en bred front, efter at det sociale medier flere gange har været udsat for alvorlige databrud og læk af personoplysninger, ligesom det sociale medies rolle i forbindelse med fake news også har affødt alvorlig kritik. 

Nick Clegg og Liberaldemokraterne fik et kanonvalg i 2010, der sikrede Clegg posten som vicepremierminister.

Han måtte dog trække sig efter det skuffende valg i 2015, hvor Liberaldemokraterne gik fra 57 til blot otte sæder i det britiske underhus. Han fortsatte dog som menigt parlamentsmedlem for partiet frem til 2017.

På til brexit-afstemningen i 2016 støttede han remain-fløjen i britisk politik, der gik ind for, at Storbritannien skulle forblive i EU.

BRANCHENYT
Læs også