Safaripark i vild vækst - nu vælter det ind med gæster
En større millioninvestering har skabt vild vækst i Knuthenborg Safaripark. Det har resulteret i et rekordår for parken, som ifølge en ekspert er bemærkelsesværdigt.
I foråret investerede Knuthenborg Safaripark på Lolland et tocifret millionbeløb i uddøde fortidsdyr i den såkaldte Dinosaurskov.
Og netop de uddøde dinosaurer har vist sig at være en god forretning for parken, skriver den i en pressemeddelelse.
»Det har været et fantastisk år, for gæsterne har været virkelig glade for at se dinosaurerne i det, der ville have været deres naturlige omgivelser, hvis man havde skruet tiden 66 millioner år tilbage. Den oplevelse tror vi, de er gået hjem og har anbefalet videre,« skriver Christoffer Knuth i pressemeddelelsen.
Han er 13. generation og ejer af Knuthenborg Gods, der bl.a. omfatter Knuthenborg Safaripark.
I den seneste sæson resulterede den 30.000 kvadratmeter store Dinosaurskov i 325.000 gæster i parken. Det er ny rekord og svarer til en stigning på 26 pct. sammenlignet med året forinden.
Ifølge forlystelsesekspert Lars Nielsen fra AtractionBiz er væksten usædvanlig, fordi den falder i et år, hvor zoologiske haver og forlystelsesparker generelt har været udfordret.
»Det er en bemærkelsesværdig vækst, fordi vi har haft en sommer i Danmark og Europa, hvor attraktioner har haft store udfordringer på grund af varmen. Gæsterne har i højere grad valgt stranden fremfor en forlystelsesattraktion eller en zoo. Set i lyset af det, er det sindssygt flot, at Knuthenborg Safaripark har præsteret, som de har,« siger han i pressemeddelelsen.
I den seneste regnskabsperiode for 2017 omsatte parken for 46,7 mio. kr.
Selvom den seneste sæson ifølge Christoffer Knuth er gået over alt forventning, stopper investeringerne ikke her.
»Vi har allerede meldt ud, at vi har nogen ekstremt lækre overnatningstelte ud mod Savannen på vej. Men ud over det, så har vi også flere ting i støbeskeen. En af nyhederne er faktisk Europas største af sin slags,« oplyser han i pressemeddelelsen.
Han vil dog ikke afsløre yderligere detaljer om nyhederne for den kommende sæson, hvor safariparken kan fejre 50 års jubilæum.


