Torben Andersen giver ansatte en kontant bonus for at møde til tiden

For at mindske sygefravær og sløsede mødetider vælger direktør Torben Andersen fra Aubo at præmiere sine mødestabile medarbejdere med en bonus. Ifølge Dansk Industri er han ikke den eneste.

»Vi havde medarbejdere med forskellige opfattelser af, hvad det vil sige at møde til tiden,« siger direktør Torben Andersen hos Aubo Production. Han giver en femmer ekstra i timen til mødestabile medarbejdere. PR-foto
DI
3F

Kan du finde ud af at møde op til tiden, og er dit sygefravær lavt? Så står mange danske virksomheder klar til at honorere dig med en særlig mødebonus.

En af dem er vestjyske Aubo, der producerer køkkener og badeværelser. Her giver adm. direktør og medejer Torben Andersen sine medarbejdere fem kroner ekstra i timen, hvis de møder til tiden måneden ud.

»I en periode havde vi højt sygefravær, og en stor del af medarbejderne havde en for sløset holdning til, om man skal være her til tiden, eller om man ikke skal. Nogle glemte at give besked om, at de holdt fri eller var ved tandlægen,« siger Torben Andersen.

Aubo Production A/S
  • Blev grundlagt i 1985 af Jens Bertelsen.
  • Ligger i Aulum i Vestjylland.
  • Producerer skabe til køkken, bad og garderobe.
  • Ledes i dag af adm. direktør Torben Andersen og grundlæggeren Jens Bertelsen.
  • 85 af medarbejderne indgår i den ordning, der kan udløse en mødebonus.

Derfor indførte virksomheden en mødebonus, så medarbejderne fik et incitament til at møde til tiden. På en måned bliver en mødestabil medarbejder hos Torben Andersen altså belønnet med et ekstra tillæg på 685 kr. Har medarbejderen til gengæld for meget fravær, ryger bonussen.

Ifølge Dansk Industri er Aubo langt fra den eneste danske virksomhed, der belønner sine medarbejdere ligesom Aubo.

»Vi ser meget ofte virksomheder, der laver det, de kalder en mødebonus. Vi har ikke lavet nogen analyse, men det er temmelig udbredt,« siger Steen Nielsen, chef for Løn og Arbejdsmarkedspolitik hos Dansk Industri.

Dansk Industri oplyser, at virksomheder typisk indfører ordningen for at mindske et højt sygefravær.

Hos Aubo i Vestjylland hjalp det at belønne medarbejderne. Ifølge Torben Andersen er sygefraværet på arbejdspladsen nu »usædvanlig lavt«, og indtil videre har hver medarbejder kun haft 1,38 pct. sygefravær i 2018.

Men Danmarks største fagforening 3F vil man dog ikke opfordre virksomhederne til at give medarbejderne en særlig mødebonus.

»Vi synes, det er lidt unødvendigt. Hvis en virksomhed har et problem med fremmøde, skal man hellere løse problemet ved enten at gå til den enkelte eller kigge på, hvorfor medarbejderen bliver syg,« siger Hans Daugaard, forhandlingssekretær i Industrigruppen hos 3F.

Dansk Industri hjælper til gengæld gerne virksomhederne med at indføre ordningen, men vil hverken tale for eller imod den.

Selvom mødebonussen har mindsket sygefraværet hos Torben Andersens medarbejdere, er der et problem:

»Den har haft en virkning, men nu vil jeg gerne have den skrottet. Men når man først har indført den, er den svær at trække væk igen. Jeg kan ikke komme ud af det, og derfor skal man tænke sig rigtig godt om, før man laver det,« siger Torben Andersen.

Han pointerer dog, at det for en virksomhed som hans kan være et vigtigt middel til at sikre sig en bid af den ledige arbejdskraft.

I forvejen belønner han også sine medarbejdere, hvis de har været særligt produktive. Og hvis det stod til ham, skulle den belønning i stedet være større.

»Når jeg har min højsæson, er det vigtigt for mig, at jeg har folk, der kommer med moral og etik. I dag er det produktivitetsbonussen, der støtter den, og derfor vil jeg hellere slagte mødebonussen og give en større belønning for at være effektiv,« siger Torben Andersen.

BRANCHENYT
Læs også