Erhverv

Lundbeck-direktør: »Det er fuldstændig klart, at vi ikke er lykkedes, og det er også grunden til, at vi får en ordentlig straf på børsen«

Medicinalselskabet Lundbecks fremtid ser nu mere dyster ud end længe, efter at det store lægemiddelhåb til behandling af skizofreni har floppet stort i afgørende studie.

Anders Gersel Pedersen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling i Lundbeck, er skuffet over det floppede studie med lægemiddelkandidaten Lu AF3500 til behandling af skizofreni. Foto: Lundbeck.

Skuffelsen er total i det danske medicinalselskab Lundbeck, hvor aktiemarkedet kvitterede med en syngende lussing og på få minutter barberede mere end en fjerdel af markedsværdien, efter at Lundbeck i et afgørende studie har fejlet med et nyt skizofrenimiddel.

»Jeg er ked af det,« siger Anders Gersel Pedersen, koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling, i Lundbeck.

»Det er fuldstændig klart, at vi ikke er lykkedes, og det er også grunden til, at vi får en ordentlig straf på børsen,« lyder det.

Han hæfter sig dog også ved, at lægemidlet var veltolereret, men anerkender også, at lægemidlet næppe kommer på markedet som behandlingsmulighed af skizofrene mennesker, der lider af behandlingsresistens.

»Vi har hele tiden været klar over, at det var et projekt med høj risiko,« siger Lundbeck-direktøren og understreger, at det fejlede studie ikke nødvendigvis udelukker muligheden for, at det kan behandle andre grupper af f.eks. skizofrene.

»Jeg har set disse data i et par timer, så vi skal lige have vendt skråen, i forhold til hvad vi så gør herfra,« siger Anders Gersel Pedersen.

Lundbeck dykkede med hele 26,6 pct. på børsen umiddelbart efter nyheden om, at lægemiddelkandidaten med det mundrette navn Lu AF35700 ikke var bedre, end hvad den traditionelle behandlingsmulighed kunne præstere.

»Markedet er, hvad markedet er. Det kan jeg ikke styre. Ud fra mit eget perspektiv har vi i min tid et par gange trukket stoffer ud, som var tættere på en potentiel registreringsansøgning end dette,« siger Anders Gersel Pedersen.

Han påpeger, at det er en de af vilkårene, når man som Lundbeck forsøger at udvikle lægemidler til behandling af sygdomme i centralnervesystemet. Det er ganske enkelt utrolig svært.

»Det er smadderærgerligt, og det er ikke mindst ærgerligt for patienterne, at der ikke kom et nyt molekyle på markedet, der kunne udfylde et hul i deres behandlingsmuligheder,« siger Lundbeck-direktøren.

Lægemiddelkandidaten var af mange blevet udråbt som den lille perle i Lundbecks ellers meget tynde pipeline, der kunne give nye milliardindtægter inden for en overskuelig fremtid, men den er i hvert fald altså for nu taget ud af ligningen.

»Vi har en pipeline af adskillige stoffer, som ikke mindst i de senere år er accelereret ind i de tidligere kliniske faser og kan bevæge sig videre. Nogle af disse stoffer kan bevæge sig hurtigere frem, afhængig af hvad vi ser i de studier, vi kører nu,« siger Anders Gersel Pedersen og tilføjer:

»Det er ikke sådan, at vi står over for en pipeline, der ikke kan levere over en tidsplan, der er rimelig. Hovedingredienserne i vores forretning har patentbeskyttelse frem til 2025 og derefter.«

Det gælder f.eks. lægemidler som depressionsmidlerne Trintellix og Rexulti, og det er midt i nedturen trods alt positivt.

Lundbeck har nemlig for nylig mistet patentet på lægemidlet Onfi til behandling af epilepi, der i årets første seks måneder solgte for knap 1,8 mia. kr. Det løb af patent den 21. oktober, og det første selskab har alelrede fået godkendt en kopi.

»Vi står ikke i en situation, som vi gjorde i 2008 og 2009, hvor en meget stor del af forretningsgrundlaget var truet af patentudløb,« siger Anders Gersel Pedersen,

Hvornår vil I kunne få et nyt molekyle på markedet med jeres nuværende pipeline, hvis alt flasker sig?

»Jeg vil ikke give dig nogen dato på det. Vi er fuldstændig klar over, at vi skal have noget på markedet i tide til at kunne levere noget ordentligt salg, inden vores patenter løber ud. Det er ingen overraskelse for os, og vi føler os langt bedre rustet til det i dag, end hvis du går 10 år tilbage i tiden,« siger Anders Gersel Pedersen.

Læs også
Top job