Erhverv

Amerikansk investeringsbank efter Lundbeck-flop: Markedets reaktion er overgjort

Den amerikanske investeringsbank maner til besindighed efter Lundbeck-aktiens store fald på mere end 25 pct. efter det floppede studie med en lægemiddelkandidat til skizofreni.

Lundbeck brugte for nylig 750 mio. på at købe det hollandske selskab Prexton Therapeutics. Flere af den slags opkøb kan vise sig at blive nødvendige, efter at Lundbecks store lægemiddelhåb kaldet Lu AF3500 fejlede i afgørende studie. Foto: Lundbeck.

Rolig nu. Så er det altså heller ikke værre.

Nogenlunde sådan lyder meldingen fra den amerikanske investeringsbank Jefferies umiddelbart efter den negative Lundbeck-nyhed om det fejlede studie med en lægemiddelkandidat til behandling af skizofreni.

Et studieudfald, der fik aktien til at dykke med mere end 25 pct.

»Det er klart skuffende, men vi mener, at et kursfald på ca. 25 pct. ser ud til at være overgjort, selv på bagkant af det nuværende og mere volatile marked,« skriver Peter Welford, medicinalanalytiker i Jefferies, i et notat til bankens kunder.

Selv havde han kun givet lægemiddelkandidaten en potentiel succesrate på 40 pct. og tillagt det 26 kr. i sin samlede værdiansættelse af Lundbeck. Med dagens aktiefald havde markedet som helhed tillagt det en værdi på ca. 100 kr. Det var i hvert fald så meget, kursen faldt.

Peter Welford vurderede topsalgspotentialet til at have været på ca. 1,2 mia. dollars og ser nu frem til selskabets kvartalsregnskab den 3. november for at få mere information om situationen.

Lundbecks koncerndirektør med ansvar for forskning og udvikling, Anders Gersel Pedersen, har over for Finans fastslået, at lægemiddelkandidaten som helhed ikke er sendt i graven.

Det er den dog inden for den patientgruppe, som studiet var rettet mod, nemlig det der i fagtermer kategoriseres som behandlingsresistente patienter. Det vil sige op mod ca. 30 pct. af alle skizofrene mennesker, vurderer Jefferies-analytikeren.

»I dag er den eneste behandlingsmulighed Clozapin, som patienter i mellem 40 og 60 pct. af tilfældene responderer på,« skriver Peter Welford og noterer sig samtidig den lange liste af bivirkninger, som er forbundet med stoffet, ikke mindst at det kræver jævnlig monitorering af patientens blod og giver forøget vægt.

»Derfor er det klart, at der fortsat er et stort udækket behov for for nye medicin,« noterer analytikeren sig.

Læs også
Top job