Pengene fosser stadig ud af Postnord
Postnord-koncernen har siden januar tabt over 1 mia. svenske kroner på trods af en fremgang i omsætningen. Størstedelen af underskuddet skyldes dog forårets store spareplan.
På trods af at omsætningen stiger langsomt, har Postnord-koncernen endnu ikke fået standset blødningen. Fra januar til september har koncernen et foreløbigt underskud på lidt over 1 mia. svenske kroner, svarende til ca. 850 mio. danske kroner.
Det viser det kvartalsregnskab, som dansk-svenske Postnord har præsenteret fredag morgen. Regnskabet er opgjort i svenske kroner.
I samme periode er omsætningen steget til 27,45 mia. svenske kroner - en mindre stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor omsætningen lå på 26,95 mia. svenske kroner.
På trods af at Postnord stadig taber penge, er blødningen dog ved at aftage. Det er især forårets store spareplan til 1,1 mia. svenske kroner, som fortsat tynger regnskabet.
I 3. kvartal alene ender Postnord på et underskud på 122 mio. svenske kroner, mens omsætningen steg fra 8,55 mia. svenske kroner i samme periode sidste år til 8,84 mia. svenske kroner i år.
»3. kvartal er årets svageste sæson for PostNord. I juli og august er der færre pakke- og brevmængder end resten af året. 3. kvartal 2018 har dog været bedre end samme kvartal sidste år, hvilket primært skyldes, at underskuddet i Danmark er reduceret. I Danmark begynder besparelserne fra omstillingen at give resultater,« udtaler Håkan Ericsson, koncernchef i Postnord.
I den danske del af forretningen endte omsætningen på 1,993 mia. svenske kroner, hvilket er en mindre stigning i forhold til samme periode sidste år, hvor omsætningen lå på 1,977 mia. svenske kroner.
Driftsresultatet i 3. kvartal i Postnord Danmark endte med et underskud på 152 mio. svenske kroner mod 403 mio. i 3. kvartal sidste år.
Postnords resultater i 3. kvartal:
| SEK mio. | Juli - sep. 2018 | Juli - sep. 2017 | Januar - sep. 2018 | Januar - sep. 2017 |
|---|---|---|---|---|
| Nettoomsætning | 8.840 | 8.547 | 27.444 | 26.942 |
| Driftsresultat | -73 | -199 | -1.048 | -396 |
| Justeret driftsresultat | -65 | -123 | -71 | 66 |
| Resultat før skat | -86 | -211 | -1.073 | -424 |
| Periodens resultat | -122 | -224 | -1.190 | -544 |



