Erhverv

Genmab får positive resultater i studie mod knoglemarvskræft

Biotekselskabet Genmab har sent mandag aften offentliggjort positive data med midlet Darzalex, eller Daratumumab, i et fase 3-studie, hvor midlet er blevet testet mod knoglemarvskræft i kombination med kræftmidlet Revlimid og Dexamethason, som er lægernes førstevalg på det store amerikanske marked.

Jan Van de Winkel, administrerende direktør i Genmab. Foto: Stine Bidstrup

Toplinjeresultaterne, de foreløbige data, fra Maia-studiet, som det heder, viser, at kombinationsbehandling nåede det primære endemål om at forbedre den progressionsfri overlevelse, hvilket "resulterede i en 45 pct. reduktion i riskoen for progression eller død".

Studiet er endnu ikke afsluttet, og derfor er der endnu ikke beregnet en median for progressionsfri overlevelse for studiet.

På baggrund af resultaterne har den uafhængige datakomite anbefalet, at toplinjeresultaterne offentliggøres, mens man fortsætter analysen af data. Ifølge Genmab vil Janssen Biotech, som er ejet af Johnson & Johnson, og som i 2012 indgik en licensaftale med Genmab vedrørende midlet, diskutere potentialet for en udvidelse af indikationen for Darzalex med sundhedsmyndighederne.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Genmab.

- Vi er meget opmuntrede af disse data, da dette er det femte randomiserede studie, som viser store fordele ved at lægge Daratumumab til standardbehandlingen i multipel myeloma, og det andet, som viser effekt hos patienter, som ikke er egnede til ASCT, med nyligt diagnosticeret multipel myeloma, siger Jan Van de Winkel, administrerende direktør i Genmab, i meddelelsen.

"ASCT" står for "autologous stem cell transplant", hvilket vil sige transplantation af stamceller.

- På den baggrund øger dette vort håb om, at Daratumumab en dag vil hjælpe endnu flere patienter fra begyndelsen af behandlingen af denne sygdom.

Genmabs partner, Janssen, ønsker desuden at præsentere resultaterne på en kommende konference samt offentliggøre dem i en medicinsk tidsskrift.

I studiet var sikkerhedsprofilen af kombinationsbehandlingen på linje med de samme tidligere profiler for Darzalex og kemoterapien.

Læs også
Top job