Erhverv

Tivoli udvider samarbejdet med Egmont om Rasmus Klump

Tivoli har tirsdag indledt et samarbejde med Egmont ved at oprette et fælles selskab, som skal "videreudvikle og styrke" brandet omkring tegneseriefiguren Rasmus Klump med nye licenstagere.

Rasmus Klump skal markedsføres som superhelt over hele verden. Foto: Egmont

- Selskabet skal blandt andet vælge flere samarbejdspartnere, der kan producere og sælge nye produkter i Danmark såvel som internationalt. Det nye forretningsområde skal bidrage til og cementere Tivolis målsætning om at være en helårsvirksomhed, der er mindre afhængig af vejret, hedder det i en meddelelse fra Tivoli.

Tivoli har siden 2010 haft en 1500 kvadratmeter stor legeplads omkring Rasmus Klump som tema. Nu skal samarbejdet altså udvides, og Tivoli ser mulighed for at "folde det store forretningspotential ud".

Snart lanceres blandt andet en ny Rasmus Klump tv-serie, som er produceret Studio Soi i Tyskland.

- Alle erfaringer viser, at kendte tegneseriebrands opnår en stærk position i de primære målgrupper i forbindelse med tv- og filmproduktioner, fortæller forlystelsesselskabet i sin meddelelse, hvor det også understreges, at der er store forventninger til effekten fra tv-serien.

Rasmus Klump kom til verden i Berlingske Tidende i 1951, og sidenhen er tegneserien trykt i mere end 400 dagblade internationalt. Bøgerne om den pandekageglade bjørn er desuden oversat til 18 sprog og udgivet i 25 lande. Mere end 30 mio. eksemplarer er blevet solgt.

- Med den nye aftale bor Rasmus Klump for alvor i Tivoli. Egmont Publishing og Tivoli er begge virksomheder, der har appelleret til børn og voksne i mange generationer, og vi arbejder begge bevidst med traditioner og fornyelser. Vi skal nu i gang med at udvikle og skabe nye spændende historier og aktiviteter omkring Rasmus Klump, som i samarbejde med stærke licenstagere og kvalitetsbevidste partnere, vil være med til at udbrede Rasmus Klump brandet i Danmark såvel internationalt. Potentialet er stort, udtaler administrerende direktør i Tivoli, Lars Liebst, i meddelelsen.

Rasmus Klump blev skabt af ægteparret Carla og Vilhelm Hansen.

BRANCHENYT
Læs også