Erhverv

Novozymes lover guld og grønne skove - men har konsekvent misset vækstdrømme i et årti

Enzymkoncernen Novozymes har over de seneste 10 år leveret skuffelse på skuffelse, og utallige vækstmål er aldrig blevet indfriet. Spørgsmålet er, om Novozymes overhovedet bør blive opfattet som en vækstvirksomhed.

Jørgen Buhl Rasmussen (tv.) er bestyrelsesformand i Novozymes, der har Peder Holk Nielsen (ved siden af) som adm. direktør. Til højre for de to ses Henrik Gürtler, tidligere bestyrelsesformand i Novozymes og forhenværende topchef Steen Riisgaard. De to sidstnævnte forlod Novozymes i henholdsvis 2017 og 2013. Collage: Anders Thykier, Finans.

Novozymes har store problemer med at holde, hvad selskabet lover.

Enzymkoncernen har i et årti lovet markedet vækst og nye milliardforretninger, men realiteterne har vist sig at være flere nedjusteringer af de langsigtede vækstmål og stribevis af skuffende år for den tidligere børsdarling fra Bagsværd.

»Aktiemarkedet er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om Novozymes er en højvækstvirksomhed. Selskabet vokser midtencifret om året, og selskabet har ikke leveret det, som det har lovet. Novozymes har haft en tendens til at være for optimistisk i sit syn på verden, når det handler om væksten,« siger Lars Topholm, analysechef i Carnegie.

Over de seneste 10 år har Novozymes kun én gang leveret højere vækst, end hvad markedet ved årets indgang blev stillet i udsigt. Det var i 2011. Tre gange er Novozymes landet under det forventede, tre gange er selskabet landet i bunden af intervallet, mens det tre gange er lykkedes at lande midt i intervallet.

Novozymes har aldrig opfyldt sine langsigtede målsætninger for vækst inden for hele målsætningsperioden.

Lars Topholm, analysechef i Carnegie

De seneste tre år er virksomheden ikke vokset mere end maksimalt 4 pct. organisk, og for nylig nedjusterede selskabet sin 2018-målsætning om at lande i den nedre del af intervallet på 4-6 pct.

Det er meget langt fra de tidligere ambitioner om mindst at vokse 10 pct. om året, men også et pænt stykke fra den nuværende ambition om en årlig vækst på 6-7 pct. om året.

»Novozymes har aldrig opfyldt sine langsigtede målsætninger for vækst inden for hele målsætningsperioden,« siger Lars Topholm.

Heller ikke i den norske storbank DNB er analytiker Rune Majlund Dahl imponeret.

»Det er realiteten, at Novozymes konsekvent har misset de langsigtede forventninger, og selskabet har endda nedjusteret dem op til flere gange. Heller ikke de nye og lavere forventninger er blevet indfriet, og det er selvfølgelig skuffende,« siger han.

Når jeg kigger på det, er det tæskeirriterende, at vi ikke er nået i mål med de vækstforventninger, vi havde.

Thomas Videbæk, koncerndirektør med ansvaret for driften i Novozymes

Hos Novozymes anerkender koncerndirektør Thomas Videbæk problemerne.

»Når jeg kigger på det, er det tæskeirriterende, at vi ikke er nået i mål med de vækstforventninger, vi havde,« siger han.

Heller ikke kursudviklingen har været imponerende. De seneste snart fire år har selskabet leveret et afkast på 18 pct., mens Chr. Hansen har leveret 140 pct. Høreapparatkoncernerne GN Store Nord og William Demant har leveret 101 pct. og 119 pct.

»Aktien er de seneste fire år stort set uændret, og vi taler altså om en virksomhed, der er kendt som den danske biotekindustrielle stolthed. Selskabet bliver opfattet som et højvækstselskab, men faktum er, at det har givet et afkast på godt 4 pct. om året siden 1. januar 2015,« siger Lars Topholm.

Læs også