Erhverv
0

Novo styrker skrantende forretning: Bruger 1,2 mia. kr. på opkøb

Novo Nordisk har haft pengepungen fremme og køber sig adgang til rettigheder til test for hormonfejl i USA inden for væksthormonområdet.

Jesper Brandgaard, afgående koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for Biopharm-forretningen.

Novo Nordisk gør endelig noget for at styrke den skrantende forretning Biopharm, der indeholder alt det, der ikke har med diabetes og fedme at gøre.

Novo Nordisk betaler det amerikanske biotekselskab Strongbridge 145 mio. dollars i en engangsbetaling og har samtidig forpligtet sig til at købe aktier i selskabet for 36,7 mio. dollars. Dertil har Novo Nordisk forpligtet sig til at betale royalties af salget til det amerikanske biotekselskab.

Med aftalen følger rettighederne til at markedsføre testen Macrilen til diagnosticering af hormonfejl i USA og Canada.

»Opkøbet af Macrilen er i tråd med vores strategi inden for Biopharm-forretningen med både organisk vækst og vækst drevet af mindre opkøbs-initiativer. Macrilen er yderst komplementært med Norditropin, og vil gøre Novo Nordisk i stand til at assistere læger og patienter i både diagnosticeringen såvel som behandlingen af patienter med væksthormonmangel,« udtaler Jesper Brandgaard, koncerndirektør i Novo Nordisk med ansvar for Biopharm-forretningen, i en kommentar til opkøbet.

Opkøbet kommer ganske kort tid efter, at topchef Lars Fruergaard over for Finans løftede sløret for, at han forventede at kunne levere et eller to opkøb inden for forretningsområdet inden udgangen af 2018.

Selvom Biopharm-forretningen i dag kun udgør 17 pct. af den samlede forretning, er den væsentligt vigtigere for indtjeningen. Gennemsnitligt tror analytikerne på, at omsætningen i biopharmdelen falder med 9 pct. i år, 4 pct. i 2019 og 2 pct. i 2020. Derefter forventer de nulvækst.

Med opkøbet giver Novo Nordisk nu sig selv mulighed for at imødekomme en del af det pres, der over de kommende år forventes at barbere ca. 5 mia. kr. af salget af blødermedicinen NovoSeven, der har fået stor konkurrence af et nyt produkt fra schweiziske Roche, kaldet Hemlibra.

Meldingen om opkøbet falder i øvrigt dagen inden, at Novo Nordisk offentliggør regnskabet for tredje kvartal.

BRANCHENYT
Læs også