Erhverv

Danmark er verdens tredjebedste land at drive forretning i

Danmark indtager en tredjeplads på Verdensbankens nyeste liste over de mest erhvervsvenlige lande. Kun New Zealand og Singapore overgår Danmark.

Foto: Kim Wyon

Danmark er verdens tredjemest erhvervsvenlige land - kun overgået af New Zealand og Singapore.

Sådan lyder konklusionen fra Verdensbanken, der onsdag har offentliggjort sin årlige rapport Doing Business, der tager temperaturen på erhvervsklimaet i 190 lande verden over.

I rapporten bliver landene vurderet ud fra i alt 11 forskellige parametre, der til sidste bliver lagt sammen i en samlet pointscore, hvor maksimum er 100.

Rapporten vurderer blandt andet, hvor let det er at starte virksomhed i de pågældende lande, hvordan skattesystemet fungerer, hvor let det er at skaffe sig adgang til kapital, ligesom de juridiske rammevilkår også spiller ind i den samlede vurdering.

Danmark indtager i år en tredjeplads, præcis ligesom sidste år. Til gengæld er Danmarks samlede score steget en smule fra 84.06 til 84.64.

De tre øverste pladser er uændret i forhold til sidste år. Listens førsteplads New Zealand får en samlet score på 86.59, mens nummer to, Singapore, scorer 85.24.

Til gengæld er der blevet byttet godt og grundigt rundt på de øvrige pladser i top 10. Både USA og Storbritannien er gledet to pladser ned, mens Georgien er sprunget fra en niendeplads til en sjetteplads.

Til gengæld er Sverige gledet helt ud af listens top 10 og må i år nøjes med en placering som nr. 12.

Det dårligst placerede land på listen, Somalia, får en score på 20.04.

Her kan ses top 10 på listen (i parentes sidste års placering):

  1. New Zealand (1)
  2. Singapore (2)
  3. Danmark (3)
  4. Hong Kong (5)
  5. Sydkorea (4)
  6. Georgien (9)
  7. Norge (8)
  8. USA (6)
  9. Storbritannien (7)
  10. Makedonien (11)
10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også