Erhverv

Danske discountkæder må sætte tempoet ned

Finans Fakta: En ny prognose forudser, at de fem danske discountkæder samlet vil erobre endnu mere af dagligvaremarkedet - men slet ikke i samme tempo som hidtil.

De danske discountkæder vil også om 10 år sætte sig på en pæn del af danskernes forbrug. De fem kæders vækst i dagligvarehandlen flader dog mere ud end tidligere forventet.

Sådan lyder i hvert fald konklusionen i en spritny prognose fra Retail Institute Scandinavia om dansk dagligvarehandel frem til 2028.

Samlet lyder forudsigelsen, at det samlede salg i dagligvaresektoren kun vil vokse med ca. 4 pct. de kommende 10 år. Det efter, at de seneste år også stort set har budt på en flad udvikling.

I det samlede marked sidder de fem danske discountkæder, Netto, Fakta, Rema 1000, Aldi og Lidl, tilsammen nu på 41 pct. af omsætningen. Ifølge prognosen vil det vokse til 43 pct. i 2028.

Rema kan vinde mest

Markedsandele discountkæder i pct. 2018 /2028 (prognose):

  • Netto: 15,4 / 15,6
  • Rema 1000: 11,6 / 14,1
  • Fakta: 7,9 / 6,5
  • Lidl: 3,9 / 3,9
  • Aldi: 3,1 / 3,1
  • I alt: 40,9 / 43,2

Kilde: Retail Institute Scandinavia, nov. 2018.

Målt i antal butikker har discontkæderne aktuelt 53,5 pct. af alle dagligvarebutikker her - svarende til 1.471. Ifølge Retail Institute Scandinavis vil det tal vokse til 1.550.

Det er dog en nedjustering i forhold til samme analyse i fjor, da forudsigelsen lød på 1.610 i 2027.

Discountsektoren er præget af, at Kiwi-kæden, som var del af Dagrofa, lukkede i fjor. Samtidig har Aldi samt Fakta - under Coop Danmark - drejet nøglen til tabsgivende butikker.

Men samtidig er der fortsat ekspansionsplaner for de kommende år hos i hvert fald Netto, der er Salling Groups discountkæde, samt Lidl og Rema. Kæderne har især fokus på storbyerne med København i front.

Samlet er der gennem 2018 udtrykt ambitioner om mange flere butikker, end Retail Institute Scandinavia opstiller i prognosen. Ifølge den vil netop vækstplaner koncentreret om de største byer dog udløse en intens kamp om placeringerne - og dermed måske udsigt til et lavere væksttempo.

Det konkluderes også, at de kommende 10 år for de fem discountkæder kan komme til at byde på »øget indbyrdes kannibalisering, der kan føre til øget indtjeningspres og flere underskudsgivende butikker«. Det hænger også - ifølge prognosen - sammen med, at supermarkedskæderne har fået bedre fat i danskerne forbrug de seneste par år.

Læs også