Erhverv
0

Oprørere i Coop vender hjem og giver købmandskoncern en mavepuster

En af landets store brugsforeninger, som i fjor smækkede med døren hos Coop Danmark, skifter igen holdning.

Coop har ca. 1.100 butikker i koncernens kæder. PR-foto.

Dagligvarekoncernen Coop Danmark får en af landets store, selvstændige brugsforeninger tilbage i forretningen. Den brød ellers ud i fjor og var del af den interne uro i baglandet hos medlemsejede Coop.

Coop består både af koncernens egne butikker og en række selvstændige brugsforeninger. En af dem, Fensmark Brugsforening, valgte i fjor at melde sig ud af Coop og istedet blive del af købmandskoncernen Dagrofa med butikker i Spar- og Meny-kæden.

Koncernen
  • Coop Danmark driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta med tilsammen knap 1.150 butikker.
  • 345 selvstændige brugsforeninger driver tilsammen 411 af Coops butikker.
  • Koncernen omsætter for ca. 45 mia. kr. inkl. de selvstændige brugsforeninger. Uden dem er omsætningen ca. 39 mia.
  • Koncernen ejes af 1,7 mio. medlemmer.

Men Fensmark har besluttet at stoppe samarbejdet med Dagrofa igen - og vender fra årsskiftet retur til Coop.

»Vi har lyttet til vores kunder og medlemmer, som savner Coop sortimentet. Vores brugsforening har eksisteret siden 1875, hvilket kun har kunnet lade sig gøre, fordi vi har lyttet til og været imødekommende over for vores kunder. Det gør vi også nu, og derfor er vi nødt til at reagere,« udtaler direktør Hans Larsen, Fensmark Brugsforening i en pressemeddelelse. Han fortsætter:

»Vi har en god dialog med Coop. Vi kan ikke være enige om alting, men det viser sig, at der er mere, der samler os, end der skiller os, og vi har aftalt at se fremad.«

Den medlemsejede storkoncern Coop Danmark har ellers været gennem et par år med intern uro. En stor gruppe af de selvstændige brugsforeninger forsøgte således i første omgang i fjor at få udskiftet koncernchef Peter Høgsted. Da det ikke lykkedes, ville de vælte koncernens bestyrelsesformand Lasse Bolander, som dog trak sig sejrrigt ud af det valg i foråret.

De 345 selvstændige brugsforeninger driver ca. 400 af koncernens 1.100 butikker. Dele af det bagland har tidligere været utilfredse med kursen i Coop og bl.a. niveauet for omkostninger.

I 2017 valgte netop Fensmark at bryde ud med brugsforeningens tre butikker. Hos Coop udtaler koncernchef Peter Høgsted om den nye beslutning:

»Jeg byder velkommen hjem - og er glad for, at medlemmerne i Fensmark igen er blevet ejere og medlemmer af Coop.«

Den sjællandske brugsforening består af tre butikker, hvor supermarkedet i Fensmark er et af landets største. Den butik samt forretningen i Glumsø skifter navn tilbage til SuperBrugsen, mens brugsforeningens butik i Vallensved afvikles som led i skiftet tilbage til Coop.

Hos Dagrofa udtaler kædedirektør Kenneth Pedersen om tabet af Fensmark Brugsforening, at købmandskoncernen tager bruddet »til efterretning«.

BRANCHENYT
Læs også