Erhverv

En af Danmarks rigeste familier opkøber virksomhed

Den familieejede ingeniørvirksomhed Foss har ambitiøse vækstplaner og tager nu hul på dem med et opkøb.

Foss' bestyrelsesformand, Peter Foss (tv), direktør for forretningsudvikling hos Au2mate, Klaus Dam (midten), Au2mates CEO, Carsten G. Jensen (th). Foto: PR

Ingeniørvirksomheden Foss, der omsætter for over 2 mia. kr. årligt, sætter ekstra skub i væksten ved at købe en af sine underleverandører.

Det drejer sig om virksomheden Au2mate fra Silkeborg, der har 100 ansatte, og som i sit seneste regnskab noterede et overskud på knap 14 mio. kr. Foss køber 51 pct. af aktierne i Au2mate, der udvikler og leverer automatiseringsløsninger til procesindustrien.

»Au2mate bidrager til samarbejdet med en bred og dyb ekspertviden om processer. At vi nu kommer tættere på denne viden, gør os i Foss i stand til, på en meget større skala end før, at koble vores analyseløsninger meget tættere sammen med selve produktionen hos vores kunder,« udtaler finansdirektør i Foss Kenneth Aaby Sachse.

Foss er en hæderkronet familievirksomhed, der blev grundlagt af Nils Foss i 1956. Nils Foss døde tidligere i år, få dage efter sin 90 års fødselsdag. Men virksomheden er fortsat på familiens hænder. En familie, der ifølge Berlingske Business er Danmarks niende rigeste med en formue på 11,7 mia. kr.

Ca. 85 pct. af verdens mælk og 80 pct. af alt korn handlet på verdensmarkedet er først blevet analyseret med et måleapparat fra Foss, inden det er havnet hos forbrugerne. Det samme gælder for verdens vin.

Virksomheden med hovedsæde i Hillerød har for nyligt rundet 1.500 medarbejdere, men man forventer at skulle bruge en hel del flere i nærmeste fremtid for at blive i stand til at følge med efterspørgslen. Det kan enten ske gennem ansættelser eller flere opkøb, som det nu er sket med Au2mate. Desuden får man til foråret rådighed over 10.000 flere kvadratmeter, når man fordobler størrelsen på sit domicil.

At Foss forstår at drive virksomhed, skal man blot skimme regnskaberne for at få bekræftet. Selv da finanskrisen rasede værst, tjente Foss millioner. Og alene de seneste fem år har virksomheden bidraget med et overskud efter skat på knap 1,6 mia. kr. til familiens Foss’ formue.

Foss har ikke ønsket at røbe, hvad man betaler for Au2mate.

Læs også
Top job