Erhverv
0

Amerikanske Pfizer vil sprænge Novo Nordisks milliardforretning i atomer

Amerikanske Pfizer arbejder målrettet på at udradere Novo Nordisks indtjeningsmaskine for blødermidler. Selskabet nærmer sig med hastige skridt markedet. Men opgaven er sværere end som så, spår førende analytiker.

Morten Søgaard er den dansker, som har den højeste stilling i det amerikanske medicinalselskab Pfizer, der er et af verdens største. Foto: Jens Panduro, Pfizer

Den amerikanske medicinalkæmpe Pfizer drømmer om at smadre det nuværende store marked for lægemidler mod blødersygdomme og dermed barbere milliardindtægter væk fra danske Novo Nordisk.

»Jeg tror, at hele området for blødersygdomme bliver revolutioneret med genterapi,« siger Morten Søgaard, global chef for bl.a. Pfizers forskning i genteknologi.

Pfizer er allerede langt med satsningen. Den førende lægemiddelkandidat blev i sommer sendt i fase 3, der er det afgørende studie, inden et lægemiddel typisk kommer på markedet. Lægemidlet retter sig imidlertid kun mod en del af det store marked for blødermedicin, men Pfizer har også i de lidt tidligere faser flere lægemiddelkandidater, der i øjeblikket bliver testet i mennesker.

Jeg tror, at Pfizers produkt bliver godkendt, men det er usandsynligt, at det fører til et knockout af eksisterende produkter på markedet

Christopher Winston, analytiker i ABG Sundal Collier

»Fordelen ved genterapi er, at du rent faktisk kurerer sygdommen i stedet for at give et protein en eller flere gange om ugen,« siger Morten Søgaard.

I Novo Nordisk, der årligt sælger blødermedicin for omkring 10 mia. kr., tager man truslen alvorligt.

I en e-mail oplyser selskabet, at fremtidsambitionerne inden for de alvorlige kroniske sygdomme betyder, at der kigges på en række teknologiske platforme, der kan være med til at skabe nye medicinske gennembrud.

»Det gælder også inden for hæmofili, hvor vi ser bredt på nye teknologier, der kan være med til at løfte innovationshøjden inden for behandlingen af blødersygdomme,« udtaler Christian Kanstrup, SVP i Biopharm Operations i Novo Nordisk, i en skriftlig kommentar.

Medicinalanalytiker Christopher Winston fra ABG Sundal Collier tror på amerikansk succes.

»Jeg tror, at Pfizers produkt bliver godkendt, men det er usandsynligt, at det fører til et knockout af eksisterende produkter på markedet,« siger han.

BRANCHENYT
Læs også