Erhverv
0

Kreditorer: Lad konkurstruet varehuskæde lukke

Det er »ren ønsketænkning« at holde Sears i live, skriver kreditorer i retsdokumenter. Siden 2013 har kæden tabt over 50 mia. kr.

Sears, der er kendt for sine gigantiske varehuse på op mod 75.000 kvm., har gennem årene lukket et hav af butikker og forsøgt at tilpasse sig de nye forbrugsmønstre. Foto: Gene J. Puskar

En række kreditorer i butikskæden Sears, der tidligere på året gik i betalingsstandsning, opfordrer nu den amerikanske gigant til at skrotte sin redningsplan og give op.

Det skriver avisen New York Post.

I stedet for at redde et par hundrede varehuse bør Sears lukke og slukke. Det er nemlig »ren ønsketænkning« at holde Sears i live, skriver kreditorerne i retsdokumenter, der blev indgivet fredag.

Sears, der engang var USA’s største varehuskæde, gik for en måned siden i betalingsstandsning. Det skete efter flere år med massive underskud og en milliardgæld, der bare er vokset og vokset.

Topchefen Eddie Lampert ejer en stor del af Sears gennem sin hedgefond, ESL Investments. Han mener, at Sears kan overleve som en mindre varehuskæde - men han har kun afsløret få detaljer om sin redningsplan for den konkurstruede kæde.

Kreditorerne i Sears protesterer specifikt mod en budproces, der vil bortauktionere en stor del af Sears’ butikker - i stedet for at lade dem lukke. Kreditorerne er ifølge retsdokumenterne bekymrede for, at ELS Investments bliver den eneste budgiver.

Samtidig mener de, at Sears allerede er ved at brænde flere penge af end de 3,2 mia. kr. kæden har lånt for at kunne aflønne sine medarbejdere og fylde varer på hylderne. Det har ESL Investments nægtet at kommentere, skriver New York Post.

Sears, der er kendt for sine gigantiske varehuse på op mod 75.000 kvm., har gennem årene lukket et hav af butikker og forsøgt at tilpasse sig de nye forbrugsmønstre. Men indsatsen har været forgæves, og kæden har bl.a. tabt stort til Walmart og netgiganten Amazon.

Sears blev grundlagt i 1886 af amerikanerne Richard Warren Sears og Alvah Roebuck. Siden 2013 har kæden tabt over 50 mia. kr.

BRANCHENYT
Læs også