Fortsæt til indhold

Højrisikable satsninger skal sikre Legos fremtid

Lego-familien investerer millioner af kroner i vilde ideer for at sikre, at klodsen overlever. Ideen om at have en klar plan fem år frem er død, siger Lego-formand Jørgen Vig Knudstorp i et større interview med Finans.

Lego-formanden Jørgen Vig Knudstorp og Lego-familien satser en formue på vilde ideer, der kan fejle fatalt, men også sikre Lego-klodsens fremtid. Foto: Lars Krabbe
Erhverv

Lego-familien vil investere en formue i en vifte af små banebrydende virksomheder, der måske aldrig bryder igennem på banen – men måske gør de og kan være med til at sikre Lego-klodsen et endnu længere og lykkeligere liv.

Satsningen sker i det strategiske brohoved, Lego Brand Group, som Lego-familien har sat tidligere Lego-topchef Jørgen Vig Knudstorp i spidsen for.

»Det giver mig så meget energi, at vi nu har mulighed for at investere i virksomheder, som er meget risikable investeringer, og som 9 ud af 10 gange sikkert ikke vil lykkes. Men det giver en frihed og giver os mulighed for at være udfordrende,« siger Jørgen Vig Knudstorp.

»Det handler om at anerkende, at ideen om, at alt kan tænkes igennem - at man kan lave en klar plan for de næste fem år - er død. De fleste gode ting, der sker i en virksomhed, er tit et eksperiment, der falder godt ud, snarere end en stærkt gennemtænkt plan,« siger han.

Ifølge den internationale brandingekspert Martin Roll bruger megakoncerner som Google, Facebook og Apple også den strategi.

»At investere i små virksomheder, der ligger uden for den store koncern, kan give Lego inspiration, bevare de små virksomheders vildskab og på længere sigt give adgang til nogle skarpe og krøllede hjerner, der kan ende med at arbejde et par år inde i Lego,« siger Martin Roll.

Indtil videre har Lego Brand Group investeret i henholdsvis fremtidens produktionsteknologi som f.eks. 3D, digitale spil for små børn og i et ventureselskab, som spotter forfronten af digitale iværksættere.

Formelt er det familiens pengetank, Kirkbi, der skyder pengene i. Dens samlede formue er på ca. 100 mia. kr.

Desuden har Lego Brand Group fokus på mere velkendte trends, f.eks. den demografiske udvikling. Verdens 200 største storbyer ligger i markeder, hvor Lego ikke har den store tilstedeværelse i dag.

»Lego skal lykkes med at bevare og styrke sin position der,« siger Jørgen Vig Knudstorp.

Lego skal desuden ved konstant fornyelse bekæmpe ulovlige kopier, satse på bæredygtighed og sætte fuld kraft på digitalisering. Så skal den 60-årige klods nok overleve.

»Lego er ret sejlivet. Vi har jo prøvet at slå det ihjel et par gange, men det er ikke lykkedes,« siger Lego-bossen sarkastisk.

Artiklens emner
Legetøjsbranchen
Lego