Ny dom: En gammel smadrekasse er stadig omfattet af købeloven
En ny dom viser, at en selv 17 år gammel bil skal kunne køre i mere end 12 dage, når den er købt hos en forhandler.
Kan man tillade sig at stille krav til en bil, man har købt for 16.300 kr., når bilen er 17 år gammel og allerede har kørt 260.000 km?
Ja, lyder svaret fra Østre Landsret.
Retten har netop afsagt dom i en sag om den pågældende bil, der brød sammen efter 12 dage, skriver FDM, der har ført sagen for køberen.
Dermed er billige og meget gamle brugte biler også omfattet af købelovens forbrugerbeskyttelse - når bilen er købt hos en forhandler.
Bilkøberen havde investeret i bilen, der var blevet annonceret som nysynet og serviceret. Men den brød sammen efter 12 dage.
Forhandleren afviste at reparere bilen med henvisning til, at der var tale om en billig brugt bil. Og derfor kunne køberen næppe forvente andet. Men det var Østre Landsret uenig i.
»Når man køber en bil i en lavere prisklasse, må man selvfølgelig forvente, at den er slidt, men ikke slidt op. Særligt når en sælger, som i sagen her, slår på, at bilen både er nysynet og serviceret,« siger afdelingschef Lennart Fogh fra FDM's juridiske rådgivning.
Ingen ved, hvad bilen reelt fejlede. Da bilisten havde kørt den i 12 dage, kom der pludselig damp op fra kølerhjelmen, hvorefter bilisten stoppede og fik bilen kørt på værksted. Her konstaterede man, at motoren var stået af.
Ifølge FDM har det afgørende for sagens udfald været den såkaldte formodningsregel, der findes i købeloven. Den siger, at det de første seks måneder efter et køb er sælgers ansvar at påvise, at en fejl ikke har været til stede ved købstidspunktet.
I den pågældende sag har forhandleren imidlertid ikke villet undersøge bilen, da den brød ned og heller ikke sikret, at bilen blev undersøgt under retssagen. Derfor kunne forhandleren heller ikke bevise, at fejlen ikke havde været på bilen på købstidspunktet.
Dommen betyder, at bilisten får sine penge tilbage for bilen inklusive renter.
