Erhverv

Dansk rejseselskab solgt

Aller fortsætter sit indtog på det danske rejsemarked og køber Stjernegaard Rejser med en omsætning på 200 mio. kr.

Stjernegaards direktør Asger Domino har solgt selskabet til Aller-koncernen.
Foto: Gregers Tycho

Eksotiske rejser til fjerne destinationer har de senere år været en rigtig god forretning for rejsebureauet Stjernegaard og dets ejer, direktør Asger Domino.

Nu har Aller-koncernen slået til og købt rejseselskabet, skriver Børsen.

Aller ejer i forvejen fire andre rejsebureauer i Danmark, og købet af Stjernegaard Rejser bliver det sidste.

»Det er et særligt tilfælde, og det var det også med Gislev. Vi har købt de selskaber, vi ønsker at være i markedet med, og derfor har vi også nu færdiggjort vores opkøbsstrategi i Danmark og har kun fokus på organisk vækst fremadrettet,« siger Morten Aaberg Sørensen, adm. direktør i Aller Leisure, til Børsen.

Stjernegaard Rejser omsatte sidste år for knap 200 mio. kr. og tjente 15,6 mio. kr. efter skat. Direktør Asger Domino købte Stjernegaard Rejser for 10 år siden og har indtil nu ejet 80 pct. af aktierne i selskabet.

Nu bliver selskabet en del af Aller Leisure, der i 2019 vil opnå en omsætning i Danmark på 1 mia. kr., skriver Børsen.

Stjernegaard Rejser sælger over 10.000 rejser om året. Cuba, De Vestindiske øer, Bali og Thailand er blandt de største destinationer hos Stjernegaard, men selskabet har mere end 30 destinationer over det meste af verden.

Aller ønsker ikke at oplyse, hvor meget man har betalt for at overtage Stjernegaard Rejser. Aller ejer i forvejen Nyhavn Rejser, Kulturrejser-Europa, Nilles Rejser og Gislev Rejser i Danmark samt Aller Travel i Norge.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS sundhedsbranchen, hvor genmanipulation og en banebrydende afløser for penicillin er under mikroskopet.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også