Erhverv

Amazon-boss til de ansatte: En dag går vi bankerot

Chefen for verdens mest værdifulde selskab siger, at Amazon "ikke er så stor, at vi aldrig kan gå neden om og hjem" - men det gælder om at udskyde den dag så længe som muligt.

Amazon er ikke usårlig og kan godt gå neden om og hjem, hvis selskabet ikke passer på, siger topchefen Jeff Bezos. Her fra et af virksomhedens pakkecentre i Arizona. Foto: AP/Ross D. Franklin

Store medarbejdermøder er som regel lidt småkedelige. Men ikke hos Amazon, når det er selskabets topchef Jeff Bezos, der svarer på spørgsmålene fra de ansatte.

Det viser referater fra de ansatte, der var med til et stormøde i selskabets hovedkvarter i Seattle i sidste uge.

Her blev Jeff Bezos spurgt om, hvordan han så fremtiden for Amazon i lyset af, at store selskaber som eksempelvis Sears var gået neden om og hjem. Og om Amazon kunne lære noget af det.

»Amazon er ikke så stor, at vi ikke kan gå neden om og hjem. Faktisk forudser jeg, at Amazon en dag vil bukke under. At Amazon vil gå bankerot. Hvis man ser på meget store selskabers livscyklus, har de en tendens til at have en levetid på 30+ år. Ikke 100+ år,« lød det fra Jeff Bezos til medarbejderne, skriver CNBC.

De ansatte behøver dog ikke at frygte for, at en af verdens rigeste mænd har kastet håndklædet i ringen og givet op. Det gælder "bare" om, at Amazon bliver ved med at fokusere på kunderne.

»Hvis vi begynder at fokusere på os selv, i stedet for på vores kunder, så vil det være begyndelsen på enden. Vi skal prøve på at udskyde den dag (vi går bankerot, red.) i så lang tid som muligt,« sagde Jeff Bezos.

Spekulationerne om at gå neden om og hjem læner sig op ad det det amerikanske ordspil om at være "too big to fail" - altså at nogle virksomheder bare er så store, at de aldrig kan eller får lov til at gå ned. Det mener Bezos ikke gælder for Amazon.

Med en humoristisk tilgang til det at gå ned, så mente han, at der kun fandtes få eksempler på meget store selskaber, der historisk tilsyneladende aldrig går ned. Og de sælger alle alkohol.

»De fleste af de virksomheder, der er flere hundrede år gamle er ofte bryggerier. Det synes jeg er ret interessant, men jeg er ikke helt sikker på, hvad det siger om vores samfund,« lød det fra Jeff Bezos.

Amazon har været en del i vælten på det seneste. Dels har Donald Trump været ude efter Amazon, som præsidenten mener malker US Mail for penge, når de bruger postvæsenet som "delivery boy".

Og dels fordi Amazon har besluttet at bygge et hovedkvarter nummer to uden for Seattle. Dette andet hovedkvarter blev endog splittet op i to, og valget faldt på Long Island i New York og Virginia uden for Washington DC.

Ifølge CNBC forventes det, at Amazon i år sætter sig på 48 pct. af al online salg i USA. Det er en stigning fra 43 pct. i 2017.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også