Fortsæt til indhold

NKT's fyrede topchef får ca. 15 mio. kr. i fratrædelsesgodtgørelse

Det er et godt tidspunkt at tilføje nye kompetencer, lyder det fra NKT's bestyrelsesformand.

Erhverv
/ritzau/FINANS

NKT nu tidligere topchef, Michael Hedegaard Lyng, får i forbindelse med sin fyring en fratrædelsesgodtgørelse på ca. 15 mio. kr. svarende til halvandet års løn.

Det oplyser selskabet til Ritzau Finans, efter et regnskab for tredje kvartal, der skuffede på flere punkter og indeholdt en nedjustering for 2018 og en dyster prognose for 2019.

- Michael har som CEO udviklet NKT signifikant hen imod den markedsledende position, vi har inden for transmission af grøn energi, men jeg synes, at med dagens udmelding, så er det også et godt tidspunkt at tilføje nye kompetencer på.

- Vi er ret sikre på, at det, vi gør, er det rigtige, men nogle gange er det også bare godt at få nye øjne på, siger NKT’s bestyrelsesformand Jens Due Olsen om fyringen.

De ca. 2 mio. euro i fratrædelsesgodtgørelse indgår som hensættelse i posten for engangsomkostninger, som NKT nu estimerer vil lande på 27-28 mio. euro i år mod tidligere 20 mio. euro.

- Ud over at der er hensat til fratrædelsesgodtgørelse til Michael Hedegaard Lyng, så skyldes det, at der har været nogle omkostninger i forbindelse med, at vi appellerer vores EU-sag, og så har vi accelereret organisationstilpasningerne lidt i tredje og fjerde kvartal, forklarer NKT’s konstituerede administrerende direktør og finansdirektør Roland M. Andersen over for Ritzau Finans.

Artiklens emner
NKT
Michael Hedegaard Lyng