Dansk modekoncern bruger musklerne - åbner butikker på stribe
Et selskab i Bestseller-koncernen har åbnet 170 nye butikker under navnet Only det seneste år. Samtidig sikrer storkoncernen sig lavere huslejer på flere, pressede markeder.
Et presset detailmarked i flere lande giver vækst i et af modekoncernen Bestsellers store selskaber. Det har åbnet 170 nye butikker det seneste regnskabsår. Antallet skal øges med yderligere 180 i det nye. Samtidig er resultatet på bundlinjen øget med 15 pct. i 2017/18.
Det viser en meddelelse fra Bestseller Retail Europe A/S, der står for 600 butikker på 14 markeder i Europa.
I spidsen for selskabet er 57-årige Finn Poulsen som siden 1980’erne været del af topledelsen i den familieejede danske modegigant Bestseller, der ejes af Anders Holch Povlsen.
Finn Poulsen er både chef for modemærket Only samt adm. direktør for og partner i Bestseller Retail Europe med de 600 tøjbutikker i 14 lande.
Selskabet, der omsætter for ca. 2,5 mia. kr, er det bedst indtjenende europæiske, detailselskab i Bestseller-koncernen. Den storkoncern kom samlet ud af 2017/18 med en omsætning på 24 mia. kr. og et resultat på 2,9 mia. kr.
Bestseller Retail Europe’s eget resultat lyder på 386 mio. kr. – 15 pct. mere end i fjor. Et resultat som Finn Poulsen er yderst tilfreds med – især i et marked, hvor konkurrencen er hård og andre i modebranchen er under hårdt pres.
Samtidig glæder han sig over, at der er åbnet 170 nye butikker det seneste år. Og den udvikling skal fortsætte, så antallet når over de 1.000 i 2020/21. Alene i 2018/19 er målet 180 nye Only-butikker.
Mens indtjeningen er vokset hastigt, dykkede omsætningen med 193 mio. kr. sammenlignet med 2016/17. Det hænger dog nøje sammen med, at Bestseller Retail Europe i august 2017 afhændede 111 butikker i Tyskland i kæderne Jack og Jones samt Vero Moda til moderkoncernen.
I stedet har selskabet fuldt fokus på pigemærket Only - og de 600 butikker under navnet Only Stores. Heraf er 67 af dem i Danmark, hvor Bestseller Retail Euirope har åbnet 12 det seneste år. Finn Poulsen fortæller:
»Målet i selskabet er at komme på niveau med de allerstørste spillere på modemarkedet i Europa. Målt på nøgletal for indtjening er vi meget tæt på det allerede nu. Derfor fortsætter vi ekspansionen – også i Danmark. En af forklaringerne på vores fremgang er, at vi satser på mere lokale kollektioner, mens der i branchen er fokus på globale kollektioner. Vi tilretter vores kollektioner til de enkelte markeder. Kvinder i Tyskland, Holland og Danmark har ikke samme ønsker.«
Årsregnskab:
Bestseller Retail Europe – nøgletal (mio. kr.) | 2017/18 | 2016/17 |
Omsætning | 2.486 | 2.679 |
Resultat før skat | 386 | 242 |
Egenkapital | 912 | 746 |