EU godkender mobilfusion i Holland
De europæiske konkurrencemyndigheder har tirsdag godkendt sammenlægningen af Deutsche Telekoms hollandske datterselskab med svenske Tele2's datterselskab i landet.
Tilladelsen fra EU er sjældent set, da den er uden betingelser. EU har ellers i andre tilfælde forlangt frasalg for at godkende nationale telefusioner eller endda helt afvist at give sit blå stempel.
- Vores undersøgelse fandt, at den foreslåede overtagelse ikke signifikant vil ændre på priser eller kvaliteten for mobile ydelser for hollandske forbrugere, skriver EU-Kommissionen ifølge Bloomberg.
Det kombinerede selskab vil få en markedsandel på 30 pct., og både KPN og Vodafone har en større markedsandel end det.
Sammenlægningen af Tele2 NL og T-Mobile NL blev annonceret tilbage i december 2017. Svenske Tele2 vil eje 25 pct. af det fortsættende selskab i Holland, som vil opererer under Tele2-navnet, samt modtage en betaling på 190 mio. euro fra Deutsche Telekom.
/ritzau/FINANS