Ejet af milliardærer: Dansk skisportsfirma i konkursmanøvre
Det er gået den gale vej, siden Pandora-milliardærerne Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen købte sig ind i Blacksnow. Nu er selskabet begæret konkurs, men driften fortsætter.
Det danske skisportsfirma Blacksnow, der bl.a. er ejet af Pandora-stifterne Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen, har i to år haft millionunderskud.
Nu er selskabets aktiviteter blevet flyttet over i et nyt selskab, og det "gamle" selskab er begæret konkurs. På den måde har ejerne kunnet fortsætte driften af deres tabsramte skibutik.
Blacksnow sælger skisportsudstyr af høj kvalitet over nettet og blev stiftet i 2011 af tre unge sønderjyder.
Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen købte sig ind i Blacksnow for tre år siden gennem deres venturefond North-East Venture. Men siden er udviklingen gået den gale vej med et samlet underskud på 3 mio. kr.
Nu er selskabet bag Blacksnow, Blacksnow ApS, så begæret konkurs. Til gengæld har ejerne oprettet et nyt selskab, Blacksnow.dk ApS, hvorfra virksomheden kan køre videre.
Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen har de senere år løbende øget deres ejerandel i Blacksnow og sad indtil for nyligt på hovedparten af selskabets aktier.
Med oprettelsen af det nye selskab har milliardærparret imidlertid nedbragt deres ejerandel betydeligt. Nu er Christian Bjerre Kusk, der i sin tid var med til at stifte modebutikken Stylepit, hovedaktionær, og nye medejere er kommet til. Det drejer sig om Allan Muff, Troels Johannesen og direktør Christian Fogh Harboe.
Hvor meget North-East Venture har investeret i Blacksnow er hemmeligt. Men udviklingen i skisportsfirmaet har langt fra været opløftende, siden at Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen købte sig ind.
I alt har Blacksnow tabt over 3 mio. kr., og i det seneste årsregnskab, der blev offentliggjort i juni, blev der rejst tvivl om den fortsatte drift. Ejerne måtte lave en kontant kapitalforhøjelse på 2,6 mio. kr. for at sikre egenkapitalen.
»Den fortsatte drift er betinget af, at det lykkes at forbedre driftsindtjeningen, og eller at der kan rejses den fornødne kapital og finansiering,« skrev ledelsen i regnskabet.
Winnie Liljeborg og Per Enevoldsen er begge gode for milliarder, efter at de i sin tid skabte smykkefirmaet Pandora og senere solgte det for en formue.