Erhverv
0

Dansk kæmpelandbrug kollapsede - nu bliver der solgt ud

Kuratoren er gået i gang med at sælge ud af AC Farming, der på under tre år voksede fra ingenting til Danmarks næststørste svineproducent.

AC Farming kollapsede i september efter flere år med eksplosiv vækst. Foto: Google Maps.

Konkursboet efter en af Danmarks største landbrugsbedrifter, AC Farming, er på vej til at blive en hel del mindre.

Flere ejendomme og gårde i den konkursramte AC Farming-koncern er blevet sat til salg i et forsøg på at skaffe penge til koncernens kreditorer. Det skriver Landbrugsavisen.

Først var det landbrugsbedriften Holmgård, der blev sat til salg med et prisskilt på 61 mio. kr. Senere fulgte fem ejendomme ved Christiansfeld - bl.a. et herskabeligt stuehus - til en samlet pris på 60 mio. kr.

Flere gårde og ejendomme følger formentlig trop.

Over 100 kreditorer har penge i klemme i konkursen. Skal de have deres penge tilbage, må kuratoren i arbejdstøjet, for gælden i AC Farming var i det seneste årsregnskab opgjort til 351 mio. kr. Egenkapitalen var på 33 mio. kr.

AC Farming kollapsede i september efter flere år med eksplosiv vækst. På under tre år formåede stifter Jan Rodenberg sammen med en hovedrig investor og hans partnere at opbygge et svineimperium med 18 gårde og en produktion af 250.000 smågrise årligt - én gris hvert andet minut.

Men pengekassen løb tør. Der var bygget for meget op på for kort tid, og da sommerens tørke ramte, gik det ud over høsten - og skubbede AC Farming det sidste stykke ud over kanten.

Samtlige af AC Farmings seks datterselskaber er begæret konkurs. Ejerskabet af det tidligere svineimperium er fordelt på fire aktionærer. De tæller, udover stifter og adm. direktør Jan Rodenberg, erhvervsmanden Jan Daugaard Pedersen og landmændene Jonas Juhl Kristensen og Carsten Lund Thomsen.

BRANCHENYT
Læs også