Fortsæt til indhold

Tysk kemigigant skal fyre 12.000 medarbejdere

Den tyske kemi- og medicinalkoncern Bayer skal fyre næsten 10 pct. af sine 120.000 medarbejdere.

Arkivfoto: AP Photo/Michael Sohn
Erhverv

Den tyske kemi- og medicinalgigant Bayer igangsætter en omfattende spareplan, der vil koste omkring 12.000 af koncernens medarbejdere jobbet. Bayer har i dag lige under 120.000 ansatte på verdensplan.

Det har koncernen meddelt torsdag, skriver erhvervsmediet Financial Times.

En stor del af fyringerne ventes at finde sted i Tyskland.

Spareplanen ventes at reducere omkostningerne med ca. 2,6 mia. euro årligt, når den er fuldt indfaset i 2022.

Beløbet er inklusiv synergieffekter efter Bayers opkøb af den amerikanske kemi- og medicinalvirksomhed Monsanto, der faldt på plads tidligere i år.

Udover fyringsrunden omfatter spareplanen også en række ændringer i flere af Bayers forretningsdele.

Konkret planlægger koncernen at droppe sin division inden for dyresundhed, samt solcreme-mærket Coppertone og fodplejeproduktet Dr. Scholl.

Samtidig planlægger Bayer at sælge sin andel af selskabet Currenta, som koncernen i dag ejer 60 pct. af.

Ifølge Bayer skal de frigivne midler fra spareplanen bruges på at investere i virksomheden fremadrettet.

Konkret vil Bayer bruge 35 mia. euro frem mod udgangen af 2022 på at gøre selskabet mere innovativt og konkurrencedygtigt, lyder det fra koncernen.

Artiklens emner
Fyringer
Bayer