Fiat dumper igen sikkerhedstest med et brag: »Det er ganske enkelt pinligt«
FDM fraråder helt, at man køber en ny Fiat Panda efter afsløringer i sikkerhedstest. Også en ny stor Jeep dumper fælt.
Sikkerheden er tydeligvis ikke, hvad den har været hos den italienske bilfabrikant Fiat.
Sidste år fik Fiat Punto som den første bil nul stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest. Og nu er den så gal igen, skriver FDM.
Denne gang er det Fiat Panda, som er blevet testet, og den får også nul stjerner. Ifølge FDM er sikkerheden i bilen på »et katastrofalt lavt niveau« for en bil, der i 2018 stadig kan købes fra ny.
»Det er ganske enkelt pinligt,« siger FDM’s repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
Der er i årets første 11 måneder solgt lige knap 250 Fiat Panda herhjemme. Bilen fås fra 120.000 kr.
Sidst Fiat Panda blev testet var i 2011, hvor bilen fik fire stjerner. Men kravene til bilers sikkerhed er siden blevet skærpet, og afsløringerne i den nye test får nu FDM til helt at fraråde danskere at købe bilen.
Det hører til sjældenhederne.
Ingen af de nyeste sikkerhedssystemer fås ifølge FDM til Fiat Panda. En automatisk nødbremse er ganske vist standard, men den virker kun op til 30 km/t - og ikke for bløde trafikanter.
Konklusionen er, at bilens kollisionssikkerhed er yderst ringe, og at sikkerheden for børn på bagsædet er om muligt endnu ringere, skriver FDM.
Også den nye store Jeep Wrangler, der er på vej til Danmark, dumper Euro NCAP’s sikkerhedstest med et brag. Bilen fik kun én stjerne.