Erhverv

Dansk lydperle solgt til italienere

Danske DPA Microphones har hittet med flere nye produkter, og nu er selskabet blevet solgt til en italiensk virksomhed, der lover endnu mere vækst.

De laver mikrofoner til bl.a Lukas Graham, og nu er det danske selskab DPA Microphone blevet solgt til italienere. Foto: Nicolai Lorenzen

Med populære mikrofoner, som bruges af musikstjerner som Katy Perry, Metallica, Sting, Lukas Graham og mange andre, har det danske selskab DPA Microphone længe været en attraktiv godbid.

Og nu er selskabet blevet solgt til den italienske højtalerproducent RCF til en pris i nærheden af en halv mia. kr., skriver Berlingske Business.

Som Finans kunne fortælle i september, havde selskabets ejer, kapitalfonden Riverside, hyret den internationale investeringsbank Alantra til at finde en ny ejer til selskabet - og med et regnskab, der viste en fremgang i bruttoresultatet på 11 pct, blev salgsprocessen sparket i gang.

»De nye produkter har gjort det langt bedre end forventet,« fortalte DPA’s adm. direktør Kalle Hvidt til Finans i den forbindelse – dog uden at ville afsløre detaljer om salgsprocessen.

De nye italienske ejere, RCF, producerer selv højtalere, der blandt andet bliver brugt ved store stadionkoncerter.

»Vores portefølje repræsenterer i forvejen fremragende kvalitet inden for professionelle lydløsninger, og vi er meget stolte over at tilføje DPA – en virksomhed, der leverer den samme fortræffelige kvalitet,« siger Arturo Vicari, adm. direktør i RCF Group i en pressemeddelelse.

DPA blev tilbage i 2014 solgt til kapitalfonden Riverside, der købte 60 pct. af selskabet i en handel, der værdisatte firmaet til 234 mio. kr. (ca. 13 gange drifsresultatet i 2013/2014).

Det har dog ikke været en helt uproblematisk ejerperiode, der bl.a. har budt på en del rokader på ledelsesniveau.

To år efter Riversides investering sagde adm. direktør og medejer Christian Poulsen op og blev købt ud i en handel, der værdiansatte DPA til 400 mio. kr.

Samtidig er det er lykkedes DPA Microphones at løfte salget og øge bruttomarginen i fjor - bl.a. ved en mere effektiv produktion, så man ikke skal skrotte så mange af sine mikrofoner i produktionen – og dermed blev salgsprisen sendt op.

Med opkøbet kan DPA Microphones også i fremtiden ende på børsen. RCF overvejer nemlig at sende den italienske virksomhed på børsen i Milano i løbet af 2019, skriver Berlingske.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Få historierne om de iværksættere, der har potentialet til at redefinere dele af dansk erhvervsliv. Få magasinet her
BRANCHENYT
Læs også