Erhverv
0

Sådan sparer du 20 pct. på Storebælt - og kommer hurtigere frem

Prisen for manuel betaling for at krydse Storebælt stiger næste år. Der er en stor besparelse ved at bruge de automatiske anlæg.

Det bliver over 50 kr. billigere fra nytår at krydse Storebælt med en brobizz eller nummerpladeregistrering frem for kort- og kontantbetaling. Til gengæld skal bilister med nummerpladeregistrering ofte stadig holde i kø sammen med kortbetalerne indtil de nye express-baner er klar. Foto: PR.

Prisen for at krydse Storebælt stiger næste år til 245 kr. pr. tur. Men kun for bilister, der insisterer på at betale med kort eller kontant.

Vælger man i stedet at bruge enten en brobizz eller at få registreret sin nummerplade, er prisen 51 kr. lavere pr. tur.

Eller 194 kr. pr. tur gennem betalingsanlægget.

Og bilister, der vælger den automatiske betaling, får endnu en fordel i løbet af 2019, skriver Sund & Bælt Holding i en pressemeddelelse.

Betalingsanlægget bliver i løbet af næste år opgraderet, så bilister med automatisk betaling kan bruge de nye express-baner, hvor farten er 50 km/t ved gennemkørsel.

»I 2019 koster det således fortsat 194 kr. at passere Storebælt med automatisk betaling, mens prisen for personbiler, der betaler kontant eller med kort, reguleres med 5 kr. fra 240 kr. til 245 kr. Dermed bliver gevinsten ved at benytte automatisk betaling endnu større pr. tur,« skriver Sund & Bælt Holding, der er selskabet bag Storebæltsforbindelsen.

Andelen af trafikanter, der benytter automatisk betaling udgør i dag 75 pct., og mere end 150.000 har tilmeldt sig betaling med nummerplade.

Indtil de nye express-baner bliver etableret er det ikke en tidsmæssig fordel at bruge nummerpladebetaling.

Der er i dag specielle baner til folk med brobizz, mens bilister med nummerpladeregistrering stadig skal benytte de samme baner som folk med betalingskort. Og det kan forårsage kødannelse.

BRANCHENYT
Læs også