Serier

Kreditforsikringskæmpe ser store konsekvenser ved hårdt brexit

Brexit - britisk farvel til EU
Atradius vurderer, at et brexit uden handelsaftale med EU vil betyde en svækkelse af pundet på 11 pct. Foto: Atradius

Det hollandske kreditforsikringsselskab Atradius har i en ny analyse sat estimater på nogle af de effekter, der kan forventes, hvis det ikke lykkes for Storbritanniens premierminister, Theresa May, at samle opbakning til brexit-aftalen med EU i det britiske parlament.

Mandag udskød Theresa May den afstemning om aftalen, der ellers skulle have løbet af stablen tirsdag, og det øger usikkerheden og spekulationerne om, at det kan ende med en skilsmisse uden aftale.

Og det vil ramme både Storbritannien og EU hårdt, lyder det fra Atradius.

- Et brexit uden aftale vil øge usikkerheden på kort sigt og tynge den økonomiske vækst i Storbritannien - særligt gennem højere inflation og handelsspændinger. EU-landene vil også kunne mærke lavere bruttonationalprodukt (BNP), men i et mere begrænset omfang på grund af lavere handelsafhængighed, skriver det hollandske selskab blandt andet i sin analyse.

Atradius vurderer, at et brexit uden handelsaftale med EU vil betyde en svækkelse af pundet på 11 pct. over for dollar, mens den fælleseuropæiske euro ses svækket med 4 pct. uden en aftale.

For bruttonationalproduktet i Storbritannien forudses en negativ påvirkning på 2,1 pct.point ved udgangen af 2020, mens påvirkningen for EU-landene også vil være negativ - om end i noget mindre grad. I Danmark venter Atradius eksempelvis en negativ BNP-påvirkning på 0,3 pct.point.

Derudover ser selskabet også et stort fald i erhvervsinvesteringerne, fordi flere selskaber vil vælge at fraflytte Storbritannien som følge af handelsudfordringerne.

Det kan også meget vel føre til flere konkurser, ligesom den britiske centralbank, Bank of England, kan se sig nødsaget til at sænke sin ledende rente for at holde hånden under efterspørgslen.

- Vi estimerer, at et brexit uden aftale kan betyde, at væksten i insolvente britiske selskaber vil være 14 pct. højere end ved en blød overgang. Detailsektoren er særligt eksponeret på grund af en højere inflation, mens produktions- og kemisektoren vil lide grundet handelsbarriererne, der kan opstå, skriver Atradius.

- Effekten på konkurser i EU vil være meget mere moderat, men stadig betydeligt negativ. Lande med tætte handelsforbindelser til Storbritannien - som Irland, Belgien, Holland og Danmark - spås at få den største påvirkning på konkurssiden, fortsætter kreditforsikringsselskabet.

Atradius er en af verdens førende selskaber inden for kreditforsikringer, inkasso og garantistillelse. Selskabet har 160 kontorer i mere end 50 lande på verdensplan og cirka 3700 medarbejdere.

Læs også