Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Scandlines angriber Femerns finansielle redningsaktion: Nyt søgsmål kan være på vej

Rederiet, der hev Femern-projektet i retten, overvejer nyt søgsmål for at få fjernet de statsgarantier, som er blevet benyttet på Femern-projektets eksisterende lån.

Femern bag facaden
Scandlines tjener gode penge på at drive færgefart mellem Danmark og vores nærmeste nabolande. Ikke mindst på Rødby-Puttgarden-overfarten, hvorfor man ikke lader Fehmern-forbindelsen blive en realitet uden kamp. Foto: Astrid Dalum/Polfoto

Rederiet Scandlines går hårdt til angreb på en finansielle redningsaktion, som Femern-selskabet iværksatte, inden EU-Retten torsdag annullerede Femern-projektets statsgarantier. Det kan ende i en ny sag i en dansk domstol.

Striden handler om, at Femern A/S i ugerne op til torsdagens afgørelse har optaget lån med statsgarantier i ryggen. Det betyder, at Femern har fyldt pengekassen med lånte penge på et tidspunkt, hvor statsgarantierne stadig var gældende, og hvor renten på lånene derfor var lav. Det er penge, som muligvis skal bruges til at bygge en elementfabrik og arbejdshavn ved Rødbyhavn på Lolland.

»Vi har sikret os, så projektet ikke går i stå,« sagde Femern-selskabets adm. direktør Claus Baunkjær forleden til Lolland Falsters Folketidende.

På den måde har Femern-selskabet forsøgt at reducere konsekvenserne af torsdagens nederlag. Men den går ikke ifølge Scandlines, der sammen med Stena Lines står bag klagesagen i EU-Retten.

»Det er ganske foruroligende, hvis Femern A/S bevidst har spekuleret i at fylde kassen op for at have noget at stå imod med, når grundlaget for støtte forsvandt. Det er påfaldende, at de tre-fire års procestid har kunnet anvendes til det formål, mens vi er blevet beskyldt for urent trav og har været udsat for systematisk modstand mod ordentlige adgangsforhold for vores kunder, etc.,« siger Scandlines’ adm. direktør Søren Poulsgaard Jensen.

Scandlines’ advokat Lena Sandberg fra advokatfirmaet Gibson, Dunn & Crutcher hævder, at EU-Rettens afgørelse også indebærer, at alle de garantier, man tidligere har benyttet, skal trækkes væk. Det vil i sidste ende skulle afgøres ved en dansk domstol. Det er en mulighed, som Scandlines nu overvejer.

»Vi vil naturligvis studere dommen nøje, og vi vil ikke udelukke muligheden for at tage retlige skridt ved en dansk domstol for at få omstødt allerede udbetalt og uretmæssig støtte, hvis den danske stat ikke efterlever afgørelsen,« siger Søren Poulsgaard Jensen.

Femern A/S ønsker ikke at forholde sigt til Scandlines vurderinger, men holder sig til, at beslutningen om at optage lån lige inden EU-Rettens afgørelse var nøje overvejet.

»Den vurdering må stå for Scandlines’ egen regning. Vi har naturligvis drøftet det med selskabets juridiske rådgivere, inden vi sikrede likviditeten, « fastslår kommunikationschef Tine Lund-Bretlau fra Femern A/S.

EU-Retten har ikke afvist modellen med statsgarantier til Femern. Finansieringsmodellen er annulleret, fordi EU-Kommissionen ikke har undersøgt forholdene grundigt nok, før man godkendte støtten. Sagen er nu sendt tilbage til EU-Kommissionen, der i løbet af et år eller to forventes at komme med en ny afgørelse, som skal tage højde for EU-Rettens indvendinger.

Ifølge juraprofessor Pernille Wegener Jessen fra Aarhus Universitet er det tvivlsomt, om torsdagens afgørelse i sig selv betyder, at statsgarantierne på de eksisterende lån kan gøres ugyldige.

»Formentlig vil dagens afgørelse ikke påvirke, om långiver stadig kan benytte statsgarantien på de allerede optagede lån, men det er i sidste ende en national domstol, der skal tage stilling til forholdet mellem staten og långiver,« siger hun.

Ifølge professoren bliver det afgørende, hvad EU-Kommissionen kommer frem til i sidste ende.

»Overordnet løber Femern A/S en risiko ved at benytte statsgarantien til at optage billige lån. Nu er sagen foreløbig sendt tilbage til EU-Kommissionen, men hvis finansieringsmodellen i sidste ende underkendes, risikerer Femern A/S at skulle betale mange penge tilbage,« siger hun.

BRANCHENYT
Læs også