Bagmandspolitiet vil give Lars Nørholt længere fængselsstraf end Stein Bagger
Bagmandspolitiet kræver mindst otte års ubetinget fængsel til Lars Nørholt i Hesalight-sagen. Nørholt afviser alle anklager.
Anklagerne i Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) – i daglig tale bagmandspolitiet – vil sende Hesalight-stifteren Lars Nørholt i fængsel i mindst otte år. Sådan lyder den foreløbige kulmination på den spektakulære svindelsag for mere end 500 mio. kr.
I Retten i Roskilde har anklagemyndigheden netop indledt sin procedure i sagen mod Lars Nørholt, der ifølge bagmandspolitiet bl.a. har svindlet med falske kæmpekontrakter og købt luksus for millioner af kroner på firmaets regning.
I indledningen af sin procedure oplyste specialanklager Jørn Thostrup, at SØIK lægger op til en ubetinget fængselsstraf på mindst otte år. Til sammenligning fik Stein Bagger i 2009 syv års fængsel for svindel i IT-Factory-sagen.
»Vi står over for en person (Lars Nørholt, red.), der har troet så meget på sin idé om at sælge LED-lamper, at han ikke veg tilbage for at vildlede investorerne,« sagde Jørn Thostrup i retten og uddybede:
»Han var klar over, at investorerne blev vildledt. Han var klar over, at de handlede på grund af vildledningen. Og han var klar over, at investorerne derved fik en forøget risiko for formuetab.«
Historien om Hesalight begyndte i 2009, da Nørholt så et lys i at sælge LED-lamper. I de efterfølgende år fik virksomheden stor succes takket være en helt særlig salgsmodel, hvor kunderne først skulle betale for LED-lamperne efterhånden, som de nye lamper resulterede i kontante energibesparelser.
Således gik Lars Nørholt i 2013 på tv med budskabet om, at Hesalight havde så massiv succes, at virksomheden ikke kunne følge med til at ekspedere alle de ordrer, der tikkede ind.
For at sætte turbo på væksten gik Lars Nørholt i 2014 på jagt efter kapital i parløb med kapitalfirmaet Dansk OTC. Det lykkedes at rejse over 500 mio. kr., men det skete ifølge bagmandspolitiet på baggrund af misvisende regnskabstal, hvor Lars Nørholt havde indtægtsført forfalske kontrakter med bl.a. kaffekæden Starbucks og det italienske firma CPL Concordia.
Lars Nørholt er desuden anklaget for at trække 61 mio. kr. af selskabets penge ud til sit eget private luksusliv. Han købte bl.a. en Louis Vuitton-kjole, en luksussofa og Mallorca-ejendomme på firmakortet.
Endelig er Lars Nørholt tiltalt for momssvindel for 17 mio. kr.
Udover fængselstraf forlanger bagmandspolitiet en tillægsbøde på 17 mio. kr. på grund af momssvindlen og konfiskation af værdier for 61 mio. kr.
Lars Nørholt har hele vejen igennem sagen nægtet sig skyldig.
Dommen ventes afsagt i januar 2019.