Erhverv

Victoria Beckham taber et tocifret millionbeløb på modeforretning

Driftsunderskuddet i Victoria Beckham Limited har nu passeret 10 mio. pund.

Victoria Beckham etablerede sin modeforretning for 10 år siden og er siden blevet hædret af kongehuset for sin indsats i branchen. Her ses hun under et modeshow i Paris. Foto: AP/Tribault Camus

Victoria Beckham optrådte ofte som det mest alvorsfulde og fornemme medlem af popgruppen Spice Girls, og det er svært at klandre hende, hvis der stadig er langt mellem smilene her 20 år senere.

Over en årrække er underskuddene i hendes modeforretning, Victoria Beckham Limited, nemlig vokset og vokset i en grad, så minusset på driften nu har passeret 10 mio. pund svarende til 80 mio. kr., skriver BBC.

Det sker til trods for, at forretningen er vokset med 17 pct. på toplinjen og er i færd med at reducere omkostningerne med hjælp fra investeringspartneren NEOs kapitaltilskud på 30 mio. pund.

Victoria Beckham står bag kjoler og jakker i den absolut dyreste ende af markedet, hvilket indebærer kontorer i London, New York og Hongkong foruden samarbejder med Estee Lauder, Chole og Calvin Klein. Derudover fremstiller Victoria Beckham Limited en langt billigere tøjlinje til amerikanske Target.

I den første version af denne artikel indregnede vi kursen på et britisk pund til 10 og skrev derfor om et trecifret millionunderskud målt i danske kroner, hvilket er rettet nu. Finans beklager fejlen.

Læs også
Top job