Danske Bank investerer yderligere 10 mio. kr. i fintech-selskab
Danske Bank har smidt endnu 10 mio. kr. efter Spiir, der har udviklet det tekniske fundament til at kunne se konti på tværs af banker.
Det oplyser Danmarks største bank i en pressemeddelelse. Det betyder, at banken nu samlet har investeret 35 mio. kr. i fintech-selskabet.
Det ekstra økonomiske indsprøjt kommer, efter at den norske storbank DNB har valgt at investere i Spiir, fremgår det af meddelelsen.
- Vi har haft et stort ønske om, at Spiir fik flere nordiske banker med i ejerkredsen, da vi er overbevist om, at det kan være med til at accelerere udviklingen af Spiirs løsninger, der vil være til gavn for forbrugere i hele Norden, siger Lars Malmberg, chef for Commercial Excellence i Group Development i Danske Bank, i meddelelsen.
/ritzau/FINANS