Dansk herretøjskæde har tabt penge i næsten et årti
Det danske modebrand Marcus har i 9 ud af de seneste 10 år været en underskudsforretning. Nu viser det seneste regnskab, at kæden igen er ramt af millionunderskud.
Økonomien er ikke køn i den danske herretøjskæde Marcus, som for tredje år i træk taber penge.
Det viser virksomhedens seneste regnskab for 2017/2018.
Især blandt den yngre generation er Marcus-butikkerne kendt for konfirmationstøj til den store dag. Men udover det forhandler kæden herretøj og accessories til alle aldre fra en række forskellige brands.
Ifølge regnskabet har kæden dog gennem en længere periode haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Og hovedselskabet Marcus Gruppen A/S, som sammen med forskellige franchisetagere i hver butik ejer Marcus-butikkerne, har været præget af millionunderskud.
Det seneste regnskab er ingen undtagelse.
Her tabte virksomheden nemlig 2,9 mio. kr. efter skat, samtidig med at bruttofortjenesten gik i minus.
Preben Clemens, ejer og direktør i Markus Gruppen A/S, ønsker over for Finans ikke at kommentere regnskabet eller udviklingen i virksomheden.
Det fremgår dog af regnskabet, at ledelsen anser årets resultat som »utilfredsstillende«.
Det samme var tilfældet i forrige regnskabsperiode. Her var ledelsen heller ikke tilfreds med virksomhedens resultat, der var et underskud efter skat på 8,3 mio. kr.
I de seneste 10 regnskabsår er det kun lykkedes Marcus at tjene penge ét år.
Udover Marcus-konceptet står Preben Clemens' holdingselskab, Marcus Gruppen A/S, bag en række andre danske herretøjsbrands, som også forhandles i Marcus-kæden. Heriblandt modebrandet Gnious og Vito, som begge er gået tilbage i seneste regnskab sammenlignet med året forinden.
Ifølge Marcus’ hjemmeside åbnede kæden sin første butik i 1993.
I dag har den 25 butikker fordelt i landet, dog er størstedelen placeret i Jylland.