Erhverv

Supermarkeder delte tonsvis af gratis julemad ud

Udsatte danskere får en håndsrækning, når supermarkeder deler mad ud, og selv får de mindre madspild.

»Det er bedre, at folk kommer til os, fordi så når vi bredere ud. To personer, der ønsker at lave julefrokost til otte, kan jo være et lige så godt initiativ som de, der har kræfter til at lavet noget for 300 mennesker,« siger Brian Seeman Broe, Nettos Landedirektør. Foto: Miriam Dalsgaard/Arkivfoto

200 meter. Så lang er køen ved indgangen til Netto på Peter Bangs Vej på Frederiksberg juleaftensdag.

Det lyder som et sandt mareridt i myldretiden, men det skaber julelys i en mørk tid for danskere, der har svært ved at få pengene til at slå til og for supermarkedskæder, der vil mindske madspild.

»Vi er købmænd, og vi gør, hvad vi kan for at bestille de rigtige mængder mad til kunderne. Men det kan ikke undgås, at der bliver mad tilovers. Det ville virke vanvittigt at smide maden ud, når vi lever i et samfund, hvor der er rigtig mange, der har brug for maden,« siger Brian Seeman Broe, landechef i Netto, Salling Group.

Netto har i et samarbejde med Fødevarebanken slået dørene op til tre Netto-butikker fordelt i Odense, Aarhus og København. Hylderne er fyldt med gratis varer, og der er uddelt 6.000 madspildskuponer til udsatte danskere, der i anledning af julen får muligheden for at fylde to indkøbsposer med julemad.

Det virker rigtig godt, at vi stiller med maden, mens andre stiller med kræfter til at gøre noget godt for andre, og på den måde smelter det sammen til en ren win-win-situation.

Brian Seeman Broe, landechef i Netto, Salling Group

Lidt samme koncept kører i Coop-ejede Kvickly’er og Superbrugsen’er, der for andet år i træk samarbejder med foreningen Stop Spild Lokalt om at få fødevarer, der ikke blev solgt inden lukketid lillejuleaften og udløber inden den 27. december, ud til husstande, der har brug for en håndsrækning. Sidste år modtog 14.000 mennesker gratis mad fra Coops butikker, der alt i alt donerede 80 tons mad. I år forventer ansvarlighedsdirektør i Coop, Signe D. Frese, at det tal bliver betydeligt større.

»I år har vi udvidet programmet, fordi det var en kæmpe succes sidste år. Så vi forventer, at 15.000 mennesker i år kan få glæde af ca. 100 tons mad,« siger hun .

Der kommer kun vindere ud af maddonationerne, mener direktørerne fra både Coop og Netto, og derfor kan man godt forvente, at kæderne fortsætter med tilsvarende projekter i julen 2019.

»Det virker rigtig godt, at vi stiller med maden, mens andre stiller med kræfter til at gøre noget godt for andre, og på den måde smelter det sammen til en ren win win-situation,« siger Brian Seeman Broe.

Forretningerne forventer sammenlagt at dele 140 tons mad ud til udsatte danskere.

Læs også
Top job