Ingeniør-formand bliver ny formand for skandaleramt a-kasse
Formanden for Ingeniørforeningen er blevet valgt til ny formand for Akademikernes A-kasse. Organisationen er i ledelsesmæssig opløsning efter skandalesag, der har kostet fire mand i direktionen, mens formandskabet har trukket sig. Første opgave bliver at finde en ny direktør.
Thomas Damkjær Petersen er ny formand for den skandaleramte a-kasse Akademikernes A-kasse, AKA. Det står klart, efter organisationen fredag eftermiddag på sit ekstraordinære repræsentantskabsmøde valgte Petersen, der også er formand for Ingeniørforeningen, IDA, som er et af de største medlemmer i a-kassen.
»Vi er den faglige organisation med flest medlemmer (i Akademikernes A-kasse, red.), og derfor vil jeg gerne bidrage til, at den bliver bragt i den rigtige retning efter en hård periode. Det har ikke været rart at se på den negative omtale, og det håber jeg, at vi får stoppet nu. Den gamle bestyrelse har ryddet ud i ledelseslaget, og i den nye bestyrelse og formandskab vil vi sætte fokus på gennemsigtighed og governance,« lyder det fra den nyvalgte formand.
Repræsentantskabsmødet blev indkaldt efter et turbulent efterår og jul, hvor direktør Michael Valentin ud af det blå i september blev fyret af bestyrelsen. En whistleblower gik til bestyrelsen med oplysninger om chikane af tillidsfolk, ligesom der også er fulgt en politianmeldelse for at have modtaget returkommission med.
Det uskønne forløb bragte også formand Allan Luplau i fedtefadet, hvorfor han i midten af december meddelte, at han sammen med resten af formandskabet vil stoppe på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde.
Ved samme lejlighed blev det oplyst, at både den konstituerede direktør og sekretariatschefen »fratrådte efter gensidig aftale«, mens AKA mellem jul og nytår fyrede den vicedirektør, der var den oprindelige whistleblower. Dette skete blot 24 dage efter, man havde indført en whistleblower-ordning som følge af hele sagen.
Dermed er den nuværende konstituerede direktør den eneste tilbage af den fem mand store direktion, der var inden Valentin blev fyret i slutningen af september.
Den nyvalgte formands første opgave bliver derfor at finde en direktør, som kan sætte et nyt hold til direktionen.
»Vi slår stillingen på søndag (den 6. januar, red.), og det, som er vigtigt, er tung ledelseserfaring og fokus på kerneydelserne for medlemmerne og de arbejdsløse, samt have autoritet til at give en indre ro til medarbejderne. Desuden skal han kunne drifte så organisationen og skabe gode resultater for både medlemmer og ansatte.«
Ekstra Bladet har med en række artikler været førende i afsløringerne i AKA, og har denne oversigt over selve forløbet.