Erhverv

Stor dansk webshop lukket på sjette dag efter hackerangreb

Det er nu næsten en uge siden, at et hackerangreb fik lukket butikskæden Bahnes webshop.

Her ses noget af Bahnes butik på Fisketorvet i København. Foto: Jyllands-Posten

Butikskæden Bahne har i knap en uge ikke solgt én eneste vare på nettet.

Årsagen er, at kædens webshop henover nytår blev hacket, og siden angrebet blev opdaget den 2. januar kl. 12.30 har Bahne.dk været lukket.

Sådan vil det blive ved med at være, indtil Bahne har fundet sikkerhedsbristen og fået lappet hullet. Det fortæller Benjamin Røpke, adm. direktør i Bahne Sørensen A/S.

»Vi åbner først, når vi er 200 pct. sikre. Vi skal vide, at det (hackerangrebet, red.) ikke kan ske igen. Så må det koste noget omsætning,« siger han til Finans.

I forbindelse med hackerangrebet er 473 kunder blevet kontaktet af Bahne, fordi der er mistanke om, at deres betalingsoplysninger er blevet stjålet.

Angrebet stod på fra den 29. december kl. 3 om natten til den 2. januar kl. 12.30.

Bahne afleverede en politianmeldelse i fredags og har nu i en knap en uge haft et sikkerhedsfirma til at kigge på bristen.

»Der er desværre intet nyt at bringe. Vi har ikke hørt noget fra sikkerhedsfirmaet, selvom jeg ved, de har arbejdet hele weekenden,« siger Benjamin Røpke.

Det er ikke første gang, at Bahne er udsat for et større hackerangreb. I forbindelse med black friday i 2018 blev Bahnes webshop ligeledes hacket, og dengang var der mistanke om, at 3.300 kunder havde fået deres betalingsoplysninger lækket.

»Vi fik aldrig at vide, hvem bagmændene fra det angreb var, eller om vores kunder havde fået misbrugt deres oplysninger. Flere kunder henvendte sig og sagde, at deres oplysninger var blevet misbrugt, men ingen kunne dokumentere, at misbruget stammede fra hackerangrebet på vores hjemmeside,« siger Benjamin Røpke.

Bahne-koncernen omsatte i seneste regnskabsår for 427 mio. kr. og havde et overskud efter skat på knap 10 mio. kr.

FINANS giver dig overblik
Erhvervslivet og verden er i forandring i disse dage, hvilket har betydet store omvæltninger og en stor strøm af nyheder. Vi udvælger hver dag de væsentligste erhvervsnyheder og samler dem i vores nyhedsbreve.
Tilmeld dig her
BRANCHENYT
Læs også