- Opdateret 07/01/2019 kl. 14:33
Maersk Drilling opruster i bestyrelsen frem mod børsnotering
Som led i forberedelserne til den kommende børsnotering sætter en Mærsk-arving, en tidligere Shell-chef og en tidligere borerigtopchef sig nu i bestyrelsen hos Maersk Drilling.
A.P. Møller-Mærsk styrker evnerne i toppen af Maersk Drilling op til, at den danske shippingkoncern udskiller borerigselskabet som et selvstændigt børsnoteret selskab.
Samtidig meddeler selskabet, at Maersk Drilling kommer med sin første årsrapport d. 7. februar i år.
Mens Mærsks energidirektør Claus Hemmingsen fortsætter som formand, sætter Mærsk-arvingen Robert Uggla sig i sædet som næstformand.
Derudover er Kathleen McAllister, tidligere topchef for drillingselskabet Transocean Partners, trukket ind til bestyrelsen. Hun var med til at børsnotere konkurrenten Transocean og har derfor nyttig erfaring at trække på.
Også Robert Routs, tidligere direktør i oliegiganten Shell, får en plads ved bordet. Han sidder allerede i bestyrelsen hos A.P. Møller-Mærsk og har gjort det siden 2010.
Sidst, men ikke mindst, bliver finansdirektør Martin Larsen fra Mærsk-familiens holdingselskab, A.P. Møller Holding, også bestyrelsesmedlem hos Maersk Drilling.
Maersk Drilling forventer at udvide bestyrelsen yderligere, når de rette kandidater løbende bliver fundet.
Mærsk har siden 2016 i forbindelse med strategien om at forvandle sig til et transport- og logistikselskab forsøgt at skille sig af med Maersk Drilling. Sidste år meddelte ledelsen, at løsningen bliver at børsnotere selskabet i løbet af 2019.