- Opdateret 16/01/2019 kl. 16:43
Medie: Salling køber store dele af Fætter BR
Både Fætter BR-navnet, varelageret og en række butikker bliver overtaget, skriver Børsen.
Den danske detailgigant Salling Group, der står bag Føtex og Bilka, køber store dele af det konkursramte Fætter BR. Det erfarer Børsen fra flere kilder.
Hverken Salling Group eller talsmanden for konkursboet i Top-Toy, der drev Fætter BR og Toys’R’Us i Norden, vil kommentere det.
»Jeg kan hverken be- eller afkræfte oplysningerne,« siger Mads Hvitved Grand, kommunikationsdirektør i Salling Group, til Finans.
Ifølge Børsens kilder har Salling Group indgået en aftale om at købe både Fætter BR’s varelager og rettighederne til Fætter BR-varemærket. Derudover overtager Salling Group en række af de danske Fætter BR-butikker, som har været lønsomme, forlyder det.
Handlen skal endnu godkendes af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, skriver Børsen.
Finans skrev torsdag, at der i opløbet om resterne af Fætter BR var både Coop og Salling og nethandelsselskabet Coolshop.
Der har dog været stor usikkerhed om, hvem der var interesserede i hvilke af aktiverne i Top-Toy.
De består bl.a. af butikkerne (indtil lejemålene udløber), selve navnet og brandet Fætter BR, et lageranlæg og et varelager af legetøj på en formel værdi på omkring 700 mio. kr., men branchekendere sætter det til nærmere 70 mio. kr.
Derudover er der i den mere kuriøse afdeling printerpapir til et par mio. kr. og for cirka lige så mange penge lysstofrør.
Desuden havde Top-Toy en licensaftale og retten til at bruge navnet Toys”R”Us i Norden og Nordtyskland, men de fleste forventer, at den aftale annulleres ved en konkurs. Dermed vil enhver kunne henvende sig direkte til Toys”R”Us, hvis man er interesseret.
Legetøjskoncernen kom allerede den 30. november med den overraskende melding, at den ville bede skifteretten om at gå i rekonstruktion. Anledningen var et årsregnskab, hvor det havde været nødvendigt at nedskrive værdien af Top-Toys værdier så voldsomt, at egenkapital i selskabet var glødende negativ.
En kombination af et kuldsejlet nyt it-styringssystem, kunder der fravælger meget af det fysiske legetøj til fordel for digitale spil, og Top-Toys egen mangel på en effektiv onlinebutik fik ledelsen til at nedskrive værdien af selskabets værdi med 1,6 mia. kr.
Det sammen med en negativ drift gav et samlet underskud på 2 mia. kr. og en højrød negativ egenkapital.
Under intense forhandlinger, der foregik frem til kl. 2:30 om morgenen den 30. november, kunne storaktionæren EQT og familien Gjørup ikke enes med bankerne om hhv. hvor mange penge selskabet kunne låne, og hvor meget mere kapital de to ejere var villige til at skyde ind.
Med en rekonstruktion var planen at rydde så meget op, lukke tabsgivende butikker og fyre flere hundrede medarbejdere, at der tilbage var en sund forretning, der kunne drives videre med overskud.
Men efter et elendigt julesalg måtte de advokater, der stod for rekonstruktionen, skifte titel den 28. december og være kuratorer over konkursboet Top-Toy.
Siden da har de forsøgt at finde en køber til den skibbrudne legetøjsforretning.