Nybolig Erhverv får nyt navn og strategi
Erhvervsmæglerfirmaet Nybolig Erhverv skifter navn til Nordicals og markerer samtidig en ny strategi, der skal have mere fokus på storkunderne.
Danmarks markedsledende erhvervsmæglerkæde skal ikke længere hedde Nybolig Erhverv, men derimod Nordicals. Navnet er dog ikke det eneste, der ændrer sig.
Nordicals kommer samtidig med en ny strategi, hvor fokus i fremtiden vil ligge på større investorer som pensionsselskaber og fonde samt udenlandske investorer.
»Det, vi gør strategisk, er at styrke vores kompetencer i vores Capital Markets-afdeling. Færre kommer til at eje mere, og porteføljen af ejendomme bliver større og større. Det betyder, at vi også skal tænke større,« siger adm. direktør hos Nordicals, Erik Andresen.
»Vi er i gang med en rekruttering til betjening af storkunder, men vi har allerede et godt setup. Vi har en afdeling i København, og den vil vi styrke yderligere,« fortsætter han.
Nybolig Erhverv hørte under Nybolig Mægler frem til april 2017, hvor den solgte sin erhvervsafdeling til Aktieselskabet CBH. Siden overtagelsen har Nordicals drøftet den nye strategi, som først er mulig nu, da man har de rette teknologiske værktøjer.
»Visionerne er blevet mulige at gennemføre, efter at vi er rykket fra Nykredit. Nu er vi alene og har mulighed for at agere på en anden måde. Vi har teknologisk ikke kunnet løfte denne strategi før nu,« siger Erik Andresen.
Erik Andresen forsikrer samtidig med, at de lokale afdelinger ikke vil lide last af det nye fokus. Tværtimod vil prioriteringen af de store porteføljer komme alle led til gavn.
»Det, vi ikke har været gode til, er at lægge sammen, så to og to bliver til fem og udnytte vores lokale kompetencer nationalt,« siger Erik Andresen.
»Vi vil styrke toppen, og så styrker vi også de andre niveauer. Det kompetenceløft, der sker i kæden, sker i samarbejde med de lokale forretninger, så det kommer til gavn for det lokale samarbejde,« fortsætter han.
Nordicals har 22 afdelinger med 170 medarbejdere fordelt i hele landet. Erik Andresen åbner dog op for, at Nordicals kan blive endnu større i fremtiden med et muligt opkøb, som han ikke vil komme nærmere ind på.
»Vi har et opkøb på vej, som jeg kan ikke oplyse yderligere om,« siger Erik Andresen.