IRF ser mulighed for store besparelser på insulin i Danmark
Et nyt alternativ til det langtidsvirkende insulin Lantus giver mulighed for at høste store besparelser på langtidsvirkende insulin herhjemme. Det vurderer Institut for Rationel Farmakoterapi, IRF, der rådgiver danske læger i at udskrive den mest hensigtsmæssige behandling, når der tages højde for både effekt og bivirkninger og også lægemidlets pris.
Det er en ny Lantus-efterligning, eller en såkaldt bisimilær version ved navn Semglee fra det amerikanske kopieselskab Mylan, som ifølge IRF er væsentligt billigere at udskrive end Lantus fra Sanofi og en anden Lantus-efterligning, Abasaglar Kwikpen, fra amerikanske Eli Lilly.
- Der kan potentielt opnås en besparelse på 22 mio. kr., hvis man anvender Semglee frem for Abasaglar Kwikpen og Lantus, forudsat at vi har samme forbrug i år som i 2017. Semglee kom på markedet i december og er op til 32 pct. billigere end de øvrige præparater, skriver IRF.
Semglee er desuden 35 pct. billigere end Lantus’ efterfølger Toujeo og 65 pct. billigere end Tresiba fra Novo Nordisk, konstaterer IRF.
I alt bliver der købt insulin på apotekerne for 500 mio. kr. årligt ifølge IRF. Heraf udbetales offentlige tilskud for lige under 400 mio. kr. til i alt 80.000 insulinbrugere.
IRF har ligeledes set på, hvilket lægemiddel, der bør foretrækkes til insulinbrugere, der på grund af problemer med for lavt blodsukker skal have andre præparater end Lantus, Abasaglar Kwikpen eller Semglee. Og her foretrækker IRF Toujeo fra Sanofi frem for Novos Tresiba. Det skyldes en lavere pris og mulighed for at spare 16 mio. kr. årligt.
Danske insulinbrugere får ikke automatisk det billigste alternativ på apoteket, men det produkt som lægen har ordineret.
/ritzau/FINANS