Fortsæt til indhold

7-årig mangemillionær fordobler sin indtjening

For Ryan fra Ryan Toysreview kan man vist godt sige, at livet er en leg.

Erhverv

Fra 1. juni 2016 til 1. juni 2017 tjente dengang 6-årige Ryan mange penge. I alt indbragte YouTube-forretningen nemlig 11 mio. dollars, svarende til godt 72 mio. kr. Men i samme periode fra 2017 til 2018 tjente Ryan rigtig mange penge. Der udgjorde beløbet ca. 144,77 mio. kr.

Knægten er bare syv år, og det gør ham til verdens bedst betalte YouTuber. Det skriver Forbes.

Ryan er stjernen på YouTube-kontoen Ryans Toysreview, hvor den lille dreng egentlig gør noget meget simpelt. Han leger med legetøj og giver sin mening til kende. Kontoen, der ledsages af en beskrivelse om, at Ryan elsker biler, tog, Lego, Disneylegetøj mm., har i skrivende stund næsten 18 millioner følgere på YouTube.

Kontoen blev oprettet af Ryans familie i marts 2015 og videoerne fra Ryan ToysReview har ifølge YouTube selv over 27 mia. visninger i alt. Den meste sete video viser bl.a. lille Ryan hoppe rundt i en slags oppustelig rutsjebane. Den blev lagt op i april 2016 og er set mere end 1,7 mia. gange.

Ryan ToysReview tjener ifølge Forbes størstedelen af sine penge på reklamer i forbindelse med videoerne.

De næstmest betalte YouTubere er ifølge Forbes Jack Paul (141 mio. kr.), Dude Perfect (131 mio. kr.), DanTDM (121 mio. kr.) og Jefree Star (118 mio. kr.).

Artiklens emner
Influencere
YouTube