Erhverv

Svindelramt kornhandler fik Spar Nord til at nedjustere

Kornhandleren BMG har begæret sig konkurs, efter direktøren angiveligt har fusket med regnskaberne. Spar Nord var BMG's bankforbindelse.

Spar Nord har nedjusteret sine indtjeningsforventninger som følge af en konkurs hos erhvervskunden BMG. Foto: Jan Dagø

En konkurs hos den svindelramte kornhandler BMG har tirsdag fået én af landets største banker til at nedjustere sine forventninger.

Det fortæller Lasse Nyby, topchef i Spar Nord.

»BMG har været kunde hos os i flere år. Vi blev orienteret om deres situation i weekenden, og det kom virkelig som en overraskelse. Det var helt uventet, for der har ikke været nogen indikationer på det, der nu er kommet frem,« siger han til Finans.

Han vurderer, at Spar Nords tab på BMG's konkurs er 45 mio. kr.

I tirsdagens nedjustering meldte Spar Nord ud, at den nu forventer en indtjening i niveauet 920 mio. kr. mod tidligere i niveauet 1 mia. kr.

Altså en forskel på 80 mio. kr.

Hvor stammer de resterende 35 mio. kr. i nedjusteringen fra?

»Der er altid udsving i en guidance. Der ligger ikke noget i nedjusteringen udover denne konkurs hos BMG,« siger han.

Så nedjusteringen bliver ikke bare tørret af på denne konkurs?

»Nej, det gør den ikke. Vores drift lå i den nedre ende af vores guidance, men der var intet problematisk i det. Når vi til gengæld taber 45 mio. kr. på en konkurs, er vi nødt til at flage det over for markedet,« siger Lasse Nyby.

BMG meldte mandag opsigtsvækkende ud, at den ville begære sig konkurs, efter medejer og direktør Jens Møller angiveligt har fusket med bl.a. fiktive handler og fakturaer for et større millionbeløb. Det har ført til bortvisning og en politianmeldelse.

Jens Møller har erkendt, hvad han har foretaget sig, skrev BMG mandag i en pressemeddelelse.

BMG blev etableret i 2004 og har salgskontor i Randers. Selskabet har de senere år haft pæne millionoverskud, men den omfattende svindel har altså gjort selskabet insolvent og tvunget det ud i en konkurs.

Følg serien: 10 idéer, der kan ændre Danmark
Læs om 10 visionære iværksættere og deres idéer. I denne uge dækker FINANS transportbranchen, hvor el fra vindkraft skal danne grundlag for nye brændselsformer til transportsektoren.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også