Erhverv

Stor pizzakæde har lukket hver tredje restaurant

Fusk med datomærkninger og dårlig hygiejne har fået store konsekvenser for pizzakæden Domino's.

Domino's Pizza har 22 restauranter tilbage herhjemme. Arkivfoto Foto: Nikki Fox/Daily News-Record via AP.

Den store amerikanske pizzakæde Domino’s Pizza er på skrump i Danmark - stik imod pizzakædens ambitioner.

På få måneder har Domino’s Pizza lukket knap hver tredje af sine restauranter herhjemme. Det viser dokumenter fra Fødevarestyrelsen, som B.T. har fået aktindsigt i.

De mange lukninger er sket, efter at Domino’s Pizza i september sidste år blev ramt af en fødevareskandale. Fødevarestyrelsens Rejsehold besøgte alle 31 Domino’s-restauranter, og i 22 af dem endte besøget med en sanktion.

Bl.a. blev det afsløret, hvordan en stor del af Domino’s-restauranterne fuskede med datomærkningen på råvarer. Der var også omfattende problemer med temperaturen på råvarer og problematisk hygiejne.

Siden har Domino’s lukket i alt ni restauranter, så kæden nu har 22 tilbage.

»Vi har en strategi om aktivt at styre og overvåge alle vores butikker, og om nødvendigt lukke butikker som ikke opfylder vores driftsmæssige og økonomiske standarder og krav. På denne basis har vi lukket butikker og lægger nu alle vores kræfter og tid i vores 22 butikker,« skriver Domino’s i en mail til B.T.

I november kom det også frem, at en stribe Domino’s-restauranter havde skiftet cvr-nummer, hvilket formelt er et ejerskifte. Det tillader, at man frit kan vælge, om man vil vise gamle smileyrapporter til kunderne, slette visse rapporter og beholde andre eller slette smileyhistorikken fuldstændigt.

»Det ser ikke kønt ud. Der tegner sig et mønster, hvor Domino’s misbruger systemet til selektivt at videreføre gode smileys og kassere de dårlige,« sagde seniorrådgiver i fødevarepolitik hos Forbrugerrådet Tænk Camilla Udsen til B.T.

Domino’s Pizza åbnede sin første danske restaurant på Falkoner Allé i København i 1997 og blev i en årrække drevet af forskellige islandske ejere. I midten af 2011 blev selskabet overtaget af den svenske erhvervsmand Gustave Geisendorf.

I det seneste regnskabsår voksede kædens omsætning med 26 pct. til 91,6 mio. kr. Overskuddet var på 4,5 mio. kr. Hvad de økonomiske konsekvenser af fødevareskandalen - og de mange lukkede restauranter - har været er endnu uvist.

Selskabet bag Domino’s Pizza forventes at fremlægge sit årsregnskab inden for få uger.

BRANCHENYT
Læs også