Erhverv
0

Henrik Poulsens løn er steget 28 pct. på to år

Ørsteds topchef Henrik Poulsens har fået et lønhop på 28 pct. på bare to år. Han har tidligere advaret mod en stigende ulighed i samfundet.

Henrik Poulsens lønpakke steg med 9 pct. til i alt 17,3 mio. kr. Foto: Jens Dresling

Ørsted-topchef Henrik Poulsen kan ikke bare glæde sig over en rekordhøj indtjening til sit selskab sidste år. Også hans egen aflønning steg pænt, viser torsdagens årsregnskabs fra det tidligere Dong Energy.

Henrik Poulsens lønpakke steg nemlig med 9 pct. til i alt 17,3 mio. kr.

Fremgangen dækker både over mere løn, en større bonus, og et løft i den aktiebaserede aflønning. Til gengæld fik han lidt færre penge fra den pulje, der skulle fastholde direktørerne oven på selskabets børsnotering i 2016.

Med fremgangen er Henrik Poulsens samlede lønseddel vokset 28 pct. på to år, da han i 2017 fik et lønhop på 17 pct.

Lønhoppet kommer kort efter, at Henrik Poulsen selv har løftet pegefingeren over for en stigende ulighed i samfundet. Tilbage i december kastede Henrik Poulsen sig ind i samfundsdebatten og advarede mod, at stigende ulighed risikerede at skubbe til balancen i samfundet.

»De ti procent i den øverste del af samfundet har et stort ansvar og bør være bevidste om at støtte op om en model, der kan holde et samfund sammen. Således at alle har et økonomisk fundament at stå på. Det er drømmen om at bruge markedsøkonomien til alt det, som den er god til, men hvor der også samtidig er et klart sikkerhedsnet for dem, der har brug for hjælp,« sagde han i et interview med Berlingske.

Han udtalte i den forbindelse, at han godt kunne forstå, at det er en løn »folk synes er på grænsen til det vanvittige«. Han pointerede dog samtidig, at hans egen løn ikke burde diskvalificere ham fra at deltage i ulighedsdebatten.

Henrik Poulsen er dog ikke den eneste i Ørsted, der kan glæde sig over et lønhop.

Finansdirektør Marianne Wiinholt steg i 2018 16,6 pct. i kompensation til 9,7 mio. kr., og også hun kan glæde sig over 28 pct. mere i løn end i børsnoteringsåret.

Ørsteds 2018-regnskab viste en stigning i omsætningen på 29 pct. til 76,9 mia. kr., mens driftsoverskuddet voksede med en tredjedel til 30 mia. kr

BRANCHENYT
Læs også