Erhverv

Pizzakunde fik tilbudt penge for at slette kritisk anmeldelse: Nu beklager takeaway-site

En utilfreds kunde hos takeaway-sitet Hungry.dk blev tilbudt at få sine penge retur, hvis Hungry.dk til gengæld måtte slette dele af en kritisk restaurantanmeldelse.

Arkivfoto: Jakob Jørgensen/Polfoto

Du kan få dine penge retur, hvis vi til gengæld får lov til at slette dele af din kritiske anmeldelse af et pizzeria.

Sådan lød det i en mail til en utilfreds pizzakunde, som en medarbejder fra udbringningstjenesten Hungry.dk stod bag.

Mailen er siden blevet offentliggjort og florerer nu på de sociale medier, hvor tusindvis af danskere har kommenteret og liket den - bl.a. hos Instagram-profilen Anders Hemmingsen, der har knap 740.000 følgere.

Kunden havde skrevet en kritisk anmeldelse af et pizzeria på Hungry.dk’s hjemmeside, hvor kunden bl.a. klagede over hår i maden og en skinke, der ifølge kunden smagte mærkeligt.

Da kunden efterfølgende blev kontaktet af en kundeservicemedarbejder fra Hungry.dk, var det med budskabet om, at kunden kunne få sine penge retur fra restauranten, hvis de kritiske kommentarer i kundens anmeldelse til gengæld blev slettet.

»Vi har snakket med restauranten, og de vil gerne give jer pengene tilbage, såfremt vi må ændre lidt i din bedømmelse af dem og slette det med skinken og håret,« skriver medarbejderen fra Hungry.dk i mailen til kunden.

Hos Hungry.dk bekræfter direktør Rune Risom, at mailen er ægte. Madudbringningstjenesten blev opmærksom på sagen søndag aften, og direktøren lægger sig fladt ned.

»Vi beklager meget sagen. Vi har ingen interesse i at pille i kundernes anmeldelser. Men vi forsøger på kundens vegne at løse dårlige situationer og tage ansvar for, at kunderne har en god oplevelse og ikke skal i dialog med restauranten,« siger han.

Ifølge Hungy.dk-direktøren er det en af virksomhedens kundeservicemedarbejdere, der har overfortolket, hvor langt hun skal gå i forsøget på at skaffe kunden pengene tilbage.

»Vores medarbejder tager kontakt til restauranten, der fortæller, at den gerne vil give kunden penge tilbage, hvis kunden ændrer bedømmelsen. Vores medarbejder vil gerne skaffe kompensation til kunden, men dette er selvfølgelig at gå for langt,« siger Rune Risom.

»Men det er ikke medarbejderens skyld. Det er vores ansvar, at vi ikke har været gode nok til at kommunikere til vores medarbejdere, hvor grænsen går,« uddyber han.

Hungry.dk blev stiftet i 2013 og samarbejder i dag med 1.200 restauranter og take away-steder.

10 idéer, der kan ændre Danmark
Ny serie fra FINANS: Følg 10 visionære og innovative iværksættere og deres idéer, der har potentialet til at redefinere dansk erhvervsliv.
Læs serien her
BRANCHENYT
Læs også