It-selskab, der vil udrydde emailen, er klar til børsnotering
Det hastigt voksende software-selskab Slack kommer til at stå bag en af de første store børsnoteringer i 2019.
10 år efter grundlæggelsen i 2009 er kontor-chat-selskabet Slack klar til at blive børsnoteret i USA.
Selskabet oplyser i en pressemeddelelse, at man er klar til en børsintroduktion (IPO) uden dog endnu at løfte sløret for de nærmere detaljer herom.
Det skriver Quartz.
Slack er senest af specialister i branchen værdisat til 7,1 mia. dollars, og sidste år havde tjenesten over 8 mio. aktive daglige brugere og over 3 mio. betalende brugere. Og nu er selskabet som sagt på vej mod en af de første store børsnoteringer i USA i år.
Microsoft var sidste år klar til at byde op til 51 mia. kr. for Slack – men fik til sidst kolde fødder. Også Amazon har tidligere været på opkøbsjagt efter det fremstormende it-selskab, som har udviklet en software, der lægger op til, at brugerne på en smart måde kan skrive sammen i små chat-grupper i stedet for at sende e-mails i massevis. Udover chat-funktioner og samarbejdsgrupper er der også værktøjer til projektstyring.
Slack blev grundlagt af Stewart Butterfield – som stod bag fototjenesten Flickr, der blev solgt til Yahoo – og Cal Henderson. Oprindeligt var det bare et internt værktøj i deres selskab, som lavede noget helt andet, men Slack blev hurtigt et fænomen, da det blev lagt ud, så andre kunne bruge det også.
I 2011 havde selskabet 22 ansatte, men beskæftiger i dag over 1.000 mennesker.