Særlig opfindelse sikrer danske brødre millioner
Den familiedrevne virksomhed Vetaphone kan præstere et gyldent overskud efter 2018. Men der er ikke meget at komme efter, hvis man som køber vil have fingrene i virksomheden, der er førende inden for emballagetryk.
En helt særlig opfindelse inden for emballagetryk skaber år efter år millionoverskud hos den danske virksomhed Vetaphone.
2018 sluttede med 14,5 mio. kr. på bundlinjen, og de to ejere, brødrene Frank og Jan Eisby, høster derfor i den grad stadig frugterne af den opfindelse, som deres far, Verner Eisby, ved en tilfældighed fandt på for over 65 år siden.
Selvom overskuddet i 2018 ikke var helt så stort som de 17,8 mio. kr. i 2017, er der både kommet flere medarbejdere til virksomheden, ligesom der er investeret i et nyt domicil i Kolding med tilhørende showroom og laboratorie, hvor fremtidens behandlingsmetoder kan afprøves.
»Vi følger fuldstændigt planen, og vi forventer at nå op på 20 pct. i markedsandel i løbet af 2020,« siger Jan Eisby.
Det er en helt særlig måde at behandle plastfolier på, der er efterspørgsel på rundt om i verden. Mere specifikt gør den Kolding-baserede virksomhed Vetaphone det muligt at lave et pænt tryk på plastemballage, der ellers kan være vanskeligt at skrive på.
Selvom patentet på dén opfindelse udløb for en årrække siden, er det stadig Vetaphone, der er den førende virksomhed på markedet. Det er der ifølge Jan Eisby en særlig årsag til.
»Vi er en familiedrevet virksomhed, og vi har en meget stærk intern kultur. Det ligger os meget på sinde at drive virksomhed med en god kultur,« siger han.
Fremtiden byder bl.a. på en tillægsproduktion inden for corona-behandling, der består af at få trykfarve eller lim til at sidde fast på plastfilm, og det seneste fokus har været på etiketter til vinflasker. Dermed er det ikke kun plastikposer, der har gavn af Vetaphones opfindelse.
Trods pæne årsresultater er virksomheden ikke til salg. Måske med én undtagelse.
»Alting er til salg for de rigtige penge, men når familien driver et godt firma, og vi synes, det er sjovt, er der ingen grund til at sælge,« siger Jan Eisby.
Firmaet er ved at lægge sidste hånd på sin 2025-strategiplan, hvor kontorer i udlandet er planlagt.
»Hvis vi vil distribuere worldwide, skal vi også være tilstede worldwide,« siger Jan Eisby, der dog ikke har en 3. generation til at tage over, når den tid kommer.
»I princippet bliver virksomheden drevet sådan, at enhver skal kunne komme ind og drive virksomheden videre, og dermed er fremtiden sikret for vores loyale medarbejdere.«